Handlinger tilknyttet webside
Titel, forord m.m. på dansk
Titelblad, digte, fortale m.m. fra Jon Tursen, Vocabularius rerum (Kbh. 1561), oversat af Peter Zeeberg.
[α1r: titelblad]
Ordliste over genstande samt næsten alle verber af hver enkelt bøjning, pålideligt samlet af magister Jon Tursen, tidligere skolemester i Lund. Med et forord til læseren af den berømmelige dr. Niels Hemmingsen. Derudover er tilføjet en række juridiske begreber, ordnet i et kapitel for sig. Med nåde og privilegium fra hans majestæt Kongen etc. København 1561.
[α2r: digt]
Forfatterens improviserede hyldest til sit leksikon, eller sin glosesamling, som er udgivet i den berømmelige og uovervindelige kong Frederik 2.s regeringstid.
Det siges at kong Filip af Makedonien i sin tid glædede sig over
at han havde en søn mens Aristoteles levede,
for han kunne kunne danne den unge drengs unge sind
og uddanne ham i de frie kunster.
Eftersom du, lille bog, i en vis forstand er mit afkom,
glæder jeg mig på samme måde over at du er født i en lykkelig tid:
En tid hvor du kan bringe ungdommen al mulig nytte,
under dit herredømme, kong Frederik.
Kong Frederik, efterkommer efter gudfrygtige konger, blandt hvem
både din far og din farfar har et stort navn.
Hvor stor var ikke deres fromhed! Hvor stor deres fredsiver!
Hvor store dyrkere af retfærdigheden var de ikke begge!
De dyrkede de fribårne muser med oprigtig pligtfølelse,
ingen hæder er konger mere værdig.
Således, Frederik, er det ikke kun af navn du nyder den fromme fred,
også dit hjerte er fuldt af fred. [α2v]
Musernes kor, som engang havde dig som elev,
kan nu glæde sig over at have dig som mæcen.
For du nærer en ikke uanselig omsorg for de tespiske søstre,
en omsorg som altid er størst hos fromme fyrster.
Retfærdigheden nyder din oprigtige omsorg, du følger din far,
og du befaler folket at lyde de retfærdige love.
Sådan er sagerne bragt i orden så alting er roligt,
og danske mænd nyder en gylden tidsalder
muserne nyder den kærkomne strålende fred,
i fredstid jubler Camoenerne, når den grumme Mars raser, tier de.
Ja, min bog, du kan prise dig lykkelig at du kommer frem
mens så stor en fyrste holder fædrelandets scepter.
[α3r: fortale]
Niels Hemmingsen beder om nåde og fred for den fromme læser.
Det står klart at naturen har bestemt at de største ting har de mindste begyndelser og hvad man kunne kalde elementer. Vi ser hvordan træer vokser op fra bittesmå frø, ikke pludseligt, men gradvist, eftersom naturen ikke tillader at noget stort sker lige med et. Udviklingen sker systematisk fra det ufærdige mod det stadig mere færdige indtil den med hyppige tilføjelser, hvor det går fra det ene udseende til det andet, fuldbyrder sagen, som tager endelig form og navn efter det endelige udseende, som naturen giver det.
Og sådan foregår det ikke kun i naturen, men også i videnskab og kunst og andre sædvaner. For som Aristoteles siger, og som det bevidnes af vores fælles erfaring: Kunsten [α3v] efterligner naturen. Dvs.: lige som naturen gradvist bevæger sig fremad mod hver enkelt naturlige tings fuldendelse, sådan fuldbyrdes også kunsten ud fra enkelstående erkendelser og hyppige handlinger – hvilket også digteren Evenus ifølge Aristoteles[1] har udtrykt på vers, idet han siger:
vanen har magt og består gennem mange år.
med tiden kan den, hvis den får styrke, måle sig med naturen.
Med ordet ”vane” forstår han enhver videnskab eller kunst eller anden bevidst antaget sædvane.
Nu vil nogen sige: Når den almægtige Gud, altings skaber, selv er fuldkommen, hvordan kan det så være at han ikke gør sit værk færdigt med det samme? Det er der ingen tvivl om at han gør med en ganske specifik grund: Han ønsker at vi skal efterligne naturen, han ønsker at opøve menneskenes flid, og han ønsker også, i sin store retfærdighed, at de ugidelige, der viger uden om slid og besvær, ikke skal nyde den søde frugt af kunst og videnskab. Af natur, siger Aristoteles, har alle lyst til viden, men Gud modtager ingen i Pallas' Akropolis som ikke først har vandret den mellemliggende vej, [α4r] og det er en vej der er både stenet og hård. Eftersom denne vej i begyndelsen forekommer møjsommelig og vanskelig, viger de slappe og dovne uden om den, hvorfor det også er fuldkommen retfærdigt at de nægtes adgang til de lærde kunsters søde frugter. Det samme bevidner den antikke forfatter Epicharmus[2] når han siger: ”for arbejde sælger guderne os alt det gode.” Gud ønsker nemlig at ligesom store floder udspringer af ganske små kilder, således skal udviklingen frem til en hvilken som helst tings afslutning og fuldendelse ske fra de allermindste ansatser.
Hos børn ser vi det skønneste billede af dette. Når de er bragt til verden, kan de ikke skrive, ikke sætte stavelser sammen, ikke tale, ikke udtale nogen sammensat mening, ikke ræsonnere om ting, ikke udtrykke nogen holdning om dem. Men det når de gradvist frem til ved at begynde med det allermindste og, om man så må sige, skride fremad fra de første ansatser. For når de hører folk tale, får de ved en naturgiven impuls lyst til at efterligne det. Og i begyndelsen kan de dårligt få munden og tungen til at udtale en eneste stavelse, men når de har forsøgt at efterligne deres ammes stammende ord, [α4v] begynder de selv at fremsige nogle brokker, og når de er kommet i vanen med det og blevet mere sikre, går de videre, og når de har bestyrket det både ved det medfødte og ved tilvænning, forsøger de at sætte ord sammen til udtryk, hvormed de kan udtrykke hvad de vil. Og med alderen danner de ikke bare udtryk, de samler dem alle vegne fra og forsøger at bygge sætninger i efterligning af deres mødre. Og endelig, når alderen og øvelsen har styrket deres dømmekraft, fremsiger de meninger.
Denne naturlige bevægelse fra det mindste til det største, fra det mindre perfekte til det mere perfekte, fra det laveste til det højeste, efterligner også de der sætter sig for at lære kunster og videnskaber uden fejl. Men de der gør det modsatte, spilder deres møje og opnår intet som helst andet end forgæves slid. Denne forfejlede måde at lære på udmatter mange og afholder dem fra den skønne indsigt i kunster og videnskaber, skønt de, hvis de fulgte naturens forbillede og holdt sig til naturens vej, ville føle ikke ringe daglige fremskridt. Men at så mange går på grund her, er der så vidt jeg kan se, ikke kun én grund til. Der er dem der lægger sig seriøst efter studierne, [α5r] men søger en genvej og derfor uforvarende kommer på afveje. For hvis de er ligeglade med lærdommens første elementer, er det nytteløst for dem at komme videre til det højere, og de vil ynkeligt spilde deres tid. Der er også dem der ikke ved hvilken vej man skal gå for at komme til musernes helligdom, og derfor bebyrder sig selv med arbejde til ingen nytte: for når de ikke har nogen der vil vise dem den rette vej, bliver de hængende som om de sad fast i skidt og møg og gled og faldt så de ikke kunne komme videre. Disse kan hjælpes med råd og dåd fra dem der har ansvaret for at uddanne de unge mennesker. Det er nemlig den ansvarsbevidste lærers pligt ikke alene at formidle det han tager fat på, på en lærd måde (hvilket sandelig ikke er hver mand beskåret, for det er et hårdt arbejde og kræver især skarpsindige studier), men også at lede de børns studier som er blevet dem betroet: vise hvor man begynder, demonstrere hvordan man kommer videre, og ud fra sin indsigt i elevernes evner afpasse sig efter hvad de kan forstå, så de ikke forsømmer grundelementerne, der ser så små og uanselige ud, og derved kommer frem til det højere til ingen nytte.
Eftersom den opgave er langt vanskeligere end den første og samtidig mindre egnet til praleri, [α5v] er der desværre temmelig få der påtager sig den, mens de fleste har det som i den gamle tragedie:
Bisagen behandler vi som sagen,
men sagen slider vi os igennem som en bisag.[3]
De taber de unge mennesker på gulvet! De ansvarlige og gudfrygtige lærere til gengæld, løber ikke så ivrigt efter hæder og ære, men rækker snarere opmærksomt hånden ud til eleverne så de i den rigtige rækkefølge og skridt for skridt kan nå derhen hvor de vil.
Det er denne omhu Quintilian[4], denne fremragende underviser i hvordan man skal uddanne ungdommen, kræver af dem der underviser børn: Han ønsker ikke at de skal lægge tunge byrder på elevernes svage skuldre, men snarere at de skal holde igen på deres kræfter og sætte sig ned til elevernes forstand. For (siger han) ligesom krukker med en snæver munding afviser en store mængde vand hvis den bliver hældt på dem, men kan fyldes hvis den løber langsomt eller dråbevis, sådan må man også holde øje med hvor meget børns sind kan kapere.
De der følger dette råd når de skal undevise de ganske unge, gør efter min mening kirken og staten en stor tjeneste. Og de der lægger et nyttigt stykke arbejde i nødvendige materialer, der kan være den tidligste ungdom til nytte, fortjener stor ros. For de bevidner ikke alene at de elsker kirken [α6r] og staten, de viser også at de føler ansvar for eftertiden.
Når jeg nu ser denne fromme ansvarsfølelse over for eftertiden hos den ærlige og lærde mand magister Jon, kannik i Lund (der i ikke så få år har undervist i de lærde kunster skolen i Lund, hvor han har skabt store resultater og høstet megen ros), glæder det mig i mit inderste, og jeg ville ønske at flere der har evnerne og har tid til overs, ville udnytte det til skolernes fælles nytte.
Denne mand har med stor flid samlet en glosesamling, eller man kunne sige en latinsk-dansk ordbog, med det formål at børnene kan følge naturen i indlæringen. For lige som børnene, som allerede nævnt, begynder med at lære enkelttord af deres mødre før de forsøger at sætte dem sammen, sådan har denne lærde mand ment at børnene ikke kan komme til at drive deres studier rigtigt hvis de ikke fra de tidligste år, gradvist skaffer sig et stort forråd af gloser som de senere kan bruge til at konstruere et latinsk sprog. Jeg tvivler ikke på at fromme og lærde folk vil værdsætte hans værk. Derfor vil jeg tilråde lærerne på trivialskolerne [α6v] her i riget at lade deres elever bruge denne glosesamling og en gang om ugen afprøve hvor langt de er nået i den. Hvis de følger mit råd, er det mit håb at de engang vil kunne høste en ikke ringe belønning for deres møje og omhu. Lev vel, velvillige læser, og tag godt imod den ærlige mands værk.
København, 24. april år 1561 efter Kristi fødsel.
[α7r: akrostikon]
Til den skolesøgende ungdom,
tolvtallig ellevestavelsesphalaekier
Denne bog, hvad den så er værd,
tilegner jeg jer, den studerende ungdom.
Vi tager os ikke af Momus og Zoilus,
der altid hidses op af Echidnas gift
fra underverdenen, der æder deres hjerter.
Tag blot med med venlig mine
imod det værk jeg her giver dig,
blad den igennem med vagtsom hånd,
afvis det grove barbari fra bondelandet
og søg samtidig lærdommen.
Til jer, den studerende ungdom, tilegner jeg
denne bog, hvad den så er værd.
Forsigtig enkelhed og kærlighed til det rette.
[α7v: indholdsfortegnelse]
[A1r-2C3r: ordbog]
[A1r-2C3r: moralske fyndord]
[2c7r: fadervor m.m.]
For at papiret ikke skulle stå tomt er her tilføjet
Fadervor
[Fadervor i latinske heksametre]
De ti bud
[De ti bud i latinske heksametre]
[2c7v]
Disse bud sammenfattes i to:
Du skal elske Herren din Gud, som har skabt alt, af hele dit hjerte
og derpå skal du føle størst omsorg for din bror.
Bøn til Kristus.
Ak, jeg har sølet hele mit liv til med synd,
Hvad skal jeg stakkel gøre, hvor skal jeg søge tilflugt, søde Jesus?
Du er min herre og gud, mit eneste håb om frelse,
Hos dig søger jeg tilflugt i bøn. Hav medlidenhed med den bedende,
du har befalet mig at opsøge dig, banke på og spørge.
Luk derfor døren op for den bankende, Kristus.
Du har åbnet døren med udgydelsen af dit eget blod
For denne høje pris har du sonet verdens synder.
Du har skabt mig; da jeg var faldet, genrejste du mig.
Se, jeg er helt og holdent din. Vis ikke foragt for din ydmyge tjener.
[2c8r] Du er hyrden: søg det ynkeligt vildfarne får,
læg det på dine skuldre og bær det hjem til den hellige fold.
Den grumme løve søger at røve det, men skærm mig med din højre hånd,
drag mig til dig, og forlad mig min skyld i din godhed,
De der ikke skal dø, men vinder livet,
priser dit navn i al evighed.
Se til mig, Kristus, som du så til røveren,
så jeg til sidst kan være den sidste blandt de udvalgte. Amen.
Trykt i København af Lorentz Benedicht, i Hans Vingaards arvingers trykkeri, og til salg hos Baltasar Kaus, borger og boghandler i København. 1561.
______________________________
1. Aristoteles, Den Nikomachæiske Etik, 7.10.4.
3. Fragment af en tabt tragedie af Agathon, som citeres (i afvigende versioner) både hos Athenaios (Deipnosofisterne 5.185A) og hos Clemens Alexandrinus (Stromata 5.139.2/733). Det er den sidste versioner Hemmingen citerer.
