Udgavens indledning

Indledning

Som bind 3 i rækken af de til nutiden bevarede vokabularie-tekster fra det 16. århundrede udsendes hermed i faksimile førsteudgaven af den skånske kannik og historiker Jon Tursens latinsk-danske, sagligt ordnede ordbog, Vocabularius rerum, 1561 (Lauritz Nielsens Dansk Bibliografi [1482-1600]. 1919-33. Nr. 1598).
    Da Jon Tursen som litterat må antages at stå mindre klart i eftertidens bevidsthed end hans lidt ældre samtidige, Christiern Pedersen og Henrik Smith, og da han som leksikograf er den første, der omplanter real-ordbogen til dansk grund, kan hans vokabularium formentlig have krav på en lidt fyldigere indledning, end man har ønsket at medgive seriens to første bind. Lidt forhåndsviden om bogens kulturhistorie, som kan være nyttig for den, der blader i Jon Tursens gamle glosebog, skal da medgives her. Større udførlighed og et mere direkte sigte på filologen vil blive tilstræbt i det note- og variant apparat med ordfortegnelse, der stilles i udsigt i indledningen til seriens første bind.
    Jon Tursen var født – uvist hvor – omkring 1512 og levede indtil 1577. Som Ludimagister Lundensis eller »Scholemester« i Lund og siden kannik virkede han i mange år i Skåne. I sin forsker- og skribentgerning har han været under indflydelse af sin studietids lærere i Tyskland og – senere – af Københavns universitetslærde. En frugt af dette levnedsløb og disse inspirationer er bogen her, hans eneste kendte – og efter al sandsynlighed eneste trykte – sprogvidenskabelige arbejde.
    Bogen meddeler selv (s. 413), at den blev sat og trykt år 1561 »in officina typographica hæredum Ioan[nis] Vin[itoris]«. Den hører således til de allerførste, der udgik fra den af nutidens boghistorikere stærkt berømmede bogtrykker Lorentz Benedichts værksted i København, og forlod pressen i en periode, hvor Benedicht førte den i 1559 afdøde Hans Vingaards forretning videre (i øvrigt i ægteskab med hans enke).
Vokabulariets typografi er præget af god smag og håndværksmæssig dygtighed. De til satsen anvendte skrifter – ren schwabacher; kursiv i lille cicero suppleret med små antikva-kapitæler som majuskler (det var den kursivskrift, Chr. Pedersen havde indført i Danmark) - såvel som andet af det typografiske materieI: initialer og vignetter, er velkendte fra reformationstidens rige pamflet- og bogproduktion, men er næppe tidligere end her set valgt og anvendt til opslags- eller håndbogen med et så sikkert øje for overskueligheden og det æstetisk tiltalende[*]. Var blyet saledes det samme, som Benedichts principal havde anvendt i de nærmest forudgående tiår, er håndelaget den talentfulde lærlings.
    Oktav-bogen – eller rettere: det »færdige« produkt af syv og tyve uformelige ark, som kaldte pa bogbinderen – skal, ligeledes ifølge kolofonen, have været til salg hos en bibliopola, en »Boge føre«, ved navn Baltzer Kaus, en velkendt mand i den danske boghandels historie. Han var nok indvandret fra Tyskland, men som han selv oplyser her i bogen – nu borger i København. Som hovedstadens, og dermed Danmarks, betydeligste forlægger befæstede han få år efter sin position ved et kongeligt privilegium: han blev universitetets boghandler.
    Netop i vokabulariets udgivelsesår havde Kaus åbnet udsalg af egne og andres artikler i et lejet lokale: sælsomt nok pesthelgenen St. Rochi kapel ved sydsiden af Vor Frue kirke – der hvor gaden Dyrkøb nu strækker sig.
    Camœnæ silent sæuo Marte furente, lærdommens muser tier når krigsguden raser, fastslår Tursen i det digt (s. *4), hvormed han efter tidens skik hilser sin bog og hylder sin konge. Under kapelhvælvingernes ophængte faner: krigsbyttet fra kong Frederik den Andens ilddåb, toget mod Ditmarsken to år før, må vi tænke os den nyudkomne ordbog falbudt i materie blandt andre lærde og opbyggelige trykte sager. Om oplagets størrelse og bogens pris kan intet vides. Tre eksemplarer er alt, hvad der er i behold i dag; om dem mere nedenfor.
    Forlæggerens indflydelse har uden tvivl sin andel i, at vokabulariet forlod pressen med en varm anbefaling til den studerende ungdom, udtrykt i en latinsk fortale af den berømte teolog Niels Hemmingsen, dateret 24. april 1561. Mellem Tursen og Hemmingsen har der på denne tid næppe bestået nogen nøjere personlig forbindelse end mellem skånske og sjællandske gejstlige i almindelighed. Forlæggeren Kaus derimod må have nydt bevågenhed hos den lærde og meget skrivende doctor theologiæ, i disse år ubestridt den mest fremtrædende personlighed ved universitetets førende fakultet. Kaus besørgede flere af Niels Hemmingsens værker udgivet, heriblandt den monumentale postil, der bærer samme trykkeår som Jon Tursens ordbog.
    I Vocabularius rerum er et ordstof for første gang i en dansk bog opstillet i real-rubrikker, med tilløb til alfabetisk orden inden for det enkelte æmnes nomenklatur, når ikke saglige hensyn har fået kompilator til at vælge et andet ordningsprincip. Index forekommer ikke, hverken til det latinske eller til det danske ordstof, og ordbogen er således i sit anlæg vidt forskellig fra Chr. Pedersens 50 år ældre alfabetiske, ligesom den har ringe lighed med Henrik Smiths synonymordbog fra 1520.
    Den for os kuriøse, skolemestererende bogtitel Vocabularius rerum henleder tanken på lignende personificerende betegnelser i middelalderlige kontinentale glosebogs-titler og på de talrige Lucidarier eller Elucidarier, 'lysbringere', encyklopædiske formidlere af datidens verdensbillede. Med denne antydning motiveres valget af ordet 'kompilator' som udtryk for Jon Tursens – under alle omstændigheder betydelige indsats som ordbogsskriver. Spørgsmålet om originalitet og afhængighed af kilder angår vokabularie-serien som helhed. Det vil siden hen blive søgt besvaret i en større videnskabshistorisk sammenhæng.
    Kun i to år forblev Tursens ordbog den eneste i sin art. 1563 udsender Henrik Smith – i sit dødsår – et arbejde af samme indretning. Hans »Libellus« vil fremkomme som denne series fjerde bind, og man vil der kunne overbevise sig om, at Smith, så langt fra at indlade sig på plagiater, udfolder den erfarne litterats bearbejderevne (han havde mindst 16 udgivelser bag sig, deriblandt et par leksikografiske; Jon Tursen næppe to) og præsterer et gedigent sidestykke til kannikens pionerarbejde. At det skulde være kommet til en rivaliseren mellem de to bøger, kan man ikke forestille sig. Kun Tursens Vocabularius oplevede at blive genoptrykt: 1579, to år efter Tursens død, udkom (stadig med Kaus som forlægger, men nu trykt hos Andreas Gutterwitz), hvad Molbech (Nye danske Magazin V, s. 243) med urette kalder »et blot Aftryk, af Jon Turesens Glosebog«; trods fuldstændig overensstemmelse i sideantal er der tale om en revideret, uforkortet og endda noget forøget udgave af editio princeps. Kommentar og variantapparat vil vise, om Smiths »Libellus« – og et nu tabt eksemplar af 1561-udgaven med tilskrifter af Jon Tursen eller andre? – har haft indflydelse på 1579's tekst.
    Bogen rummer en indholdsfortegnelse (s. *14-*16) eller rettere oversigt over den centrale del. Imidlertid finder man der kun de latinske rubriktitler opført, og da en tilsvarende oversigt over de i bogens korpus forekommende danske parallel-overskrifter kan være nyttig for den, der i vor tid ønsker at orientere sig i det hjemlige ordstof, bringes en sådan oversigt her i indledningen sammen med en redegørelse for de marginale dele af ordbogen.
    Titelbladet, som efter tidens skik giver en temmelig udførlig anvisning på, hvad bogens bruger kan vente at finde i den, forfalder ikke til det markskrigeriske, men kendetegnes ved den for Benedicht særegne, harmoniske typografi. At kompilators navn og tidligere, til dette arbejde kvalificerende, livsgerning anføres, er ingenlunde en selvfølge, idet en overvældende del af århundredets bøger er anonyme. Det angives desuden, at man har formået en så velagt et mand som Niels Hemmingsen til at ledsage bogen med en fortale; at der meddeles en betydelig samling af latinske verber, ordnede efter de fire konjugationer (»et Arbeide, som J. Turesen er den første, der i vort Sprog har paataget sig,« Molbech); samt at der er et tillæg af forensia ↄ: en samling juridiske ord og udtryk, (»i hvilken man dog kun finder faa Bidrag til det egentlig danske Lovsprog«, Molbech). Nederst læses, foruden det i kolofonen gentagne trykkested og -år, at bogen udsendes med kongeligt privilegium (mod eftertryk). Dette var meddelt kompilator, altså Jon Tursen, for tre år, den 15. juni 1560 (Kancelliets brevbøger).
    Side *2 gengives Danmarks våben i træsnit, en i datiden yderst almindelig bogprydelse, der undertiden, som her, bringes som en slags illustration til hyldestdigtet på de følgende sider (*3-*4): kompilators »hilsen til sit leksikon«. Formet som et, i elegisk versemål affattet, latinsk dedikationskvad til bogens velynder, kong Frederik den Anden, er den et lille stykke Danmarkshistorie i antik ramme. Efter tidens skik prises musernes ↄ: videnskabens, kår i den fredstid, der er oprundet efter den glorværdige sejr (jf. ovf. s. 7), vundet af den fyrste, der bærer Freden indflettet i sit navn. Set med eftertidens øjne er denne filologiske og panegyriske spidsfindighed ganske ilde anbragt: havde toget mod Ditmarsken muligvis været populært, så blev den nordiske syvårskrig det aldrig, og allerede i 1563 lovede den økonomisk udmattede, men uforandret krigslystne konge at gøre kannikerne (i det mindste Jon Tursens gejstlige standsfæller i Roskilde) »en fod længere« på strækbænken, hvis de forholdt ham deres kostbarheder. – Som en pikant detalje ved rigsvåbenet kan det nævnes, at Benedicht ikke havde fået skåret sin trykstok om: på den plads i midterskjoldet, hvor man siden ufravigelig finder Ditmarskens figur, rytteren, ses endnu Oldenburgs vandrette bjælker – en trevenhed som må anses for lidet passende over for en monark, hvis heraldiske ømtålighed er kendt fra en bitter strid 1562 med Erik den Fjortende af Sverige om sidstnævntes adkomst til de tre danske og den norske løve.
    Side *5-*12 rummer Niels Hemmingsens fortale, indledt med bogens eneste ornamenterede initial: et N på baggrund af en ibis.
    Under påberåbelse af oldtidens lærde, især Aristoteles, minder Niels Hemmingsen om, at alt stort i naturen udvikler sig langsomt af det små. Det samme vilkår råder for kunst og videnskab, eftersom naturen er deres inspirationskilde. Det er Guds vilje, at mennesket ikke fra første færd skal være fuldkomment, men møjsommeligt og med flid danne sig efter naturens mønster. Således når det umælende barn af sin afmagt skridt for skridt til at kunne tale, udtrykke sig og give sin mening til kende. En lignende vandring fra vankundigheden mod det fuldkomne kan og må de foretage, som vier sig kunst og videnskab. Forskel i evner og ildhu fører her til meget forskellige resultater, og mange vilde ikke nå vidt uden råd og vejledning af dygtige, målbevidste lærere, som sætter deres kald over personlig vinding, tager ved Quintilians lære og møder deres disciple på disses intellektuelle stade, også hvor det er lavt – som kort sagt ved deres omsorg for den næste generation i et og alt yder kirken og deres land tjenester.
    Niels Hemmingsen glæder sig over at finde denne hellige iver hos »den hæderlige og lærde mand Jon, kannik i Lund, som i mange år dygtigt og med store resultater har virket som lærer for de studerende i Lunde skole«. Når Jon Tursen nu med flid har samlet en latinsk-dansk ordbog, »γλωσσολόγημα quoddam seu dictionarium ut ita appellam danolatinum«, har han dermed føjet sig efter pædagogikkens naturlove, og børnene må da drage nytte af den »skov af ord«, der tilbydes dem, for med tiden at komme til at mestre latinen til fuldkommenhed.
    Kanniken fortjener også, at moderatores scholarum triuialium in hoc regno, rektorerne for kongerigets latinskoler, tilskynder deres elever til at anskaffe og bruge bogen og belønner dem derfor. – I april 1561 lægger Niels Hemmingsen sidste hånd på sin fortale med et »Lev vel, kære læser, og rådspørg flittigt den gode hædersmands værk«.
    På side *13 tilegner kompilator den studerende ungdom sin bog med et akrostikon. Kunstigt indfletter han, bogstav for bogstav, sit navn i et tolvliniers phalaekisk hendekasyllabon (et ellevestavelsesversemål opkaldt efter den græske digter Phalaikos: – – – ⏖ – ⏑ – – ) med »rammevirkning«: første og anden linie stemmer næsten verbalt overens med tolvte og ellevte. – Blandt de mange skriveformer, der er overleveret af kannikens navn (Jon, Joen, Joenn, (M.) Jonas, Jønis; Turson, Tursson, Tursøn, Turzon, Turszon; T(h)uronis (F[ilius]), Thuanus) ses her rimeligvis hans egen foretrukne latinisering: IONAS TVERSON (sml. titelbladets ablativ: Jona Turson). Her læses tillige (som på side 409) hans valgsprog, Prudens simplicitas & amor recti, Snild Enfold og Kærlighed til det som Ret er. Ordene findes på titelbladet til flere af hans skrifter.
    Side *14-*16: en oversigt over de fortløbende nummererede æmnegrupper i ordbogens centrale parti. Da latinen er enerådende i Jon Tursens oversigt, hidsættes her til hurtig orientering de tilsvarende danske rubrikker med sidehenvisninger. Tallene i parentes henviser til (den ganske vist upaginerede) 2. udg. 1579, hvis ortografiske afvigelser her er ladt ude af betragtning. Det i bogen ofte forekommende »oc(h) huess der til hør«, som svarer til latinens »&c«, forbigås i listen.

1. Om Gud oc de Himmelske ting      1 (1)
2. Om tiden     7 (7)
3. [Navne på lande (landområder) og folk]     12 (12)
4. [Navne på byer og steder]     17 (17)
5. Om Menniskens lemmer     20 (20)
6. Om lægemens skickelighed [ↄ: legemsbygning o.l.]      31 (33)
7. Om Mands Klædebon    35 (33)
8. Om Quinders klædebon     38 (40)
9. Om allehaande Farffuer     41 (43)
10. Om Staden     43 (45)
11. Om Huss         47 (49)
12. Om Badstuffue     50 (52)
13. Om Staallen [ↄ: stalden]     52 (54)
14. Om Stuen         54 (57)
15. Om Quinde redskaff     58 (61)
16. Om Senge herberg [ↄ: sovekammer]     60 (63)
17. Om Køcken     61 (65)
18. Om Kelleren [ↄ: spisekammer] och allehaande Mad     66 (69)
19. Om Kellere [ↄ: vinkælder] oc atskillig drick     72 (75)
20. Om dyrebar Vrter [ↄ: krydderier]         75 (78)
21. Om Siugestuer oc allehaande siuger [ↄ: sygdomme]     76 (79)
22. Om Harnisk kammer [ↄ: rustkammer]     85 (88)
23. Om allehaande Skib     89 (92)
24. Om Landsbyen     93 (96)
25. Om allehaande Korn oc Sæd     98 (101)
26. Om Handuercks mend oc atskillige Embitz folck [stillingsbetegnelser]     100 (104)
27. Om allehaande boskabs vare [ↄ: indbo] i Hussen     106 (109)
28. [Om Bonde redskaff oc allehaande boskabs vare]     110 (113)
29. Om Verdslig Øffrighed oe befalning         114 (117)
30. Om Geistlig befalning [ↄ: embede]         117 (120)
31. Om Liberj [ɔ: bibliotek]     119 (123)
32. Om Kircken     123 (127)
33. Om Slect och byrd     125 (129)
34. Om Suogerskab     127 (133)
35. [Navne på dyder og laster]     131 (137)
36. Om allehaande træ     142 (148)
37. Om allehaande fruct     146 (152)
38. Om atskillige Vrter     148 (154)
39. Om allehaande Fule     156 (161)
40. Om Fiske     161 (166)
41. Om allehaande Diur [ↄ: vilde og tamme pattedyr]     165 (171)
42. Om krybende Orme     169(176)
43. Om atskillig Malm oc Stene    173 (180)
44. Om Tallen ath Telle [ↄ: numeralier]     175 (182)
45. [Taladverbier]     178 (185)
46. [Forskellige adjektiver]     180 (187)
47. [1. latinske konjugation]**         195 (201)
[48. 2. latinske konjugation]**      258 (261)  
49. [3. latinske konjugation]**         279 (281)
50. [4. latinske konjugation]**         327 (327)
51. [Deponente verber af 1. konjugation] **      336 (336)
52. [Deponente verber af2. konjugation]**     349 (349)
53. [Deponente verber af 3. konjugation] **     351 (351)
54. [Deponente verber af 4. konjugation] **     357 (357)
55. [Upersonlige verber]     360 (359)
56. [Fortsættelse af 55.]     361 (361)
[57. Juridiske ord og udtryk] **     366 (365)
[ↄ: 58. Hilsen og formaning til et godt og lykkeligt levned, samlet fra forskellige kilder; kun på latin]     404 (402)

På side 410 bringes en trykfejlsliste; en tilsvarende findes ikke i 2. udg. – Da der herefter i begge udgaver er et par sider tilovers i bogens 27. ark, indflettes (1. udg. s. 411-13; 2. udg. s. 409-12) opbyggeligt læsestof som en fortsættelse af kap. 58 og ligesom der kun på latin, nemlig: Fadervor; De ti Bud (til dels i meget knap form, som stikord); De ti Bud opsummerede i to; samt en Bøn til Kristus. – Kolofonen står side 413; Gutterwitz har i 2. udg. – mutatis mutandis – hele denne side til rådighed for sin kolofon. 1. udg. slutter med Benedichts bogtrykkermærke, en lilje fattet af to hænder; Gutterwitz har ikke noget hertil svarende.
    Om valget af reproduktions-grundlag mellem de fire eksemplarer, Lauritz Nielsen havde kendskab til i 1920, skal følgende oplyses:
    1. Det med ejermærket »Münster, Univ. Bibl.« eksisterer – ifølge velvillig oplysning fra institutionen desværre ikke mere. Det må antages at være blevet offer for krigsbegivenhederne i 1940rne.
    2. »Dresden, Landesbibl.«. Eksemplaret er lykkeligvis i behold i den afdeling af Sächsische Landesbibliothek, der under betegnelsen »Kurfürsten-Bibliothek« holdes som en særskilt samling på grund af bøgernes ælde, sjældenhed og kostbare, tidstypiske indbindinger. Selvom muligheden for reproduktion efter mikrofilm foreligger, har man ikke fundet anledning til at benytte Dresden-eksemplaret. Det er for øvrigt det eneste af de fire, hvis skæbne i ældre tid man kan have formodning om. Der kan anføres to årsager til, at der i Sachsen findes et eksemplar af denne bog. Mellem kong Frederik den Andens (+ 1588) og kurfyrst Augusts (+ 1586) hoffer bestod der nære slægtskabsforbindelser, idet kurfyrstens gemalinde Anna (+ 1585) var den danske konges søster. »Mutter Anna«, hvis popularitet kan påvises i Sachsen helt op i vort århundrede, var en intellektuel kvinde, der førte en livlig korrespondance med bl.a. danske hof- og adelskredse. Kurfyrsteparret ejede en af datidens fortræffeligste bogsamlinger, hvortil altså også Tursens ordbog havde fundet vej fra Annas hjemland. (I forbigående bemærkes, at det kurfyrstelige bibliotek tillige, som det eneste på kontinentet, rummede Poul Nielsøns vokabularium fra 1576 (nærværende series bd. 5), derimod ikke Smiths fra 1563). Det er dernæst værd at påpege, at den ortodokse trosiver ved det sachsiske renæssancehof havde sin store andel i, at Niels Hemmingsen anklagedes for kryptocalvinisme og i 1579 afskedigedes fra Københavns universitet. Som påvist af O. Walde (Nord. tidskr. f. bok- och biblioteksväsen 29 (1942), s. 237) ejer Sachsische Landesbibliothek fra kurfyrstetiden et påfaldende stort antal af Niels Hemmingsens arbejder, hvortil jo også ordbogens fortale i sin religionspolitiske harmløshed hører.
   3. »Kbh., Kgl. Bibl.«. Ordbøger er ikke i ringe grad udsat for at blive mærket af brugsspor som blækklatter, streger og tilskrifter, hvorved vanskelighederne ved en æstetisk tilfredsstillende reproduktion forøges. Det kongelige Biblioteks eksemplar (i slidt helbind med spor efter spænder), som Lauritz Nielsen har haft for øje ved sin bibliografiske beskrivelse af trykket, er noget mishandlet og smudsigt, omend ikke i ringere stand end de fleste 400årige bøger. Af hensyn til den stramme indbinding er eksemplaret i det store og hele kun brugt ved ophjælpning af titelbladet.
    4. »Kbh., Univ. Bibl.«. Dette eksemplars titelblad har en afskrabning med teksttab på grund af vedhængning til forpermen i det ellers påfaldende smukke og rene eksemplar (samtidigt helbind med ny rygtitel fra midten af det 19. århundrede; med signaturen Kl., 61387, 8°). Nærværende faksimile repræsenterer Universitetsbibliotekets aftryk i så høj grad, at man i indledningen her har ment at kunne se bort fra de detaljerede redegørelser for reproduktionsgrundlaget, som var berettigede i seriens to første bind.
    Ved kollationering af de to københavnske eksemplarer har udgiveren ikke fundet indbyrdes afvigelser i teksten. Også trykkets farvning er ensartet.
    Man har villet undgå at forsyne udgavens centrale parti med moderne sidetal, eftersom den faksimilerer en af de meget tidlige (ikke folierede, men) paginerede danske bøger, og der er derfor iværksat en yderst skånsom retouche, især over for de gamle sidetal. For at undgå fejlopslag ved benyttelsen af den planlagte kommentar er der dog indsat vejledende sidetal ved den urigtigt gentagne paginering 127 og 128 og ved pagineringsfejlen 147 for 347. Der er også nypagineret ud til kolofonen, og titelarket IX har fået separatpaginering.
Statens humanistiske Forskningsråd takkes ærbødigt for at have tilvejebragt det økonomiske grundlag for trykningen.
    Udgiveren bringer Universitetsbibliotekets Første afdeling og Det kongelige Biblioteks Danske afdeling sin bedste tak for tilladelse til at føre rariteterne til Odense, så at han kunde overvåge reproduktionen der.
    Påskønnelse fortjener Fyns Klichefabrik og Andelsbogtrykkeriet i Odense for agtelse og omhu for opgaven og godt samarbejde med udgiveren.

København, i april 1975.
Jørgen Larsen 

* Desuden – som påpeget af C. Molbech (Nye danske Magazin V (1827). s. 242) – »er dette vel en af de tidligste i Danmark trykte Bøger, hvori græske Typer findes«. 

** Kapp. 47-54 og [57J er – i princippet – ordnede alfabetisk efter de latinske grundord.