Titel, dedikation m.m. på dansk

• Titel
• Tekst til træsnit
• Dedikation
  
• Citat
• Efterskrift til læseren
• En skoledrengs bøn
• Til Momus
  
• Kolofon
  

Mads Pors: Om romernes betegnelser, nylig oversat til dansk, og en tilsvarende angivelse af græske betegnelser, i fire bøger til den mægtige konge af Danmark og de nordlige lande. Med to indices: latin og dansk. Trykt af Johannes Feyrabend, Frankfurt 1594.

Portræt af den berømmelige fyrste herr Christian 4., Danmarks og Norges, de venders og gothers konge, etc.

Kongen frembærer ikke alene sin ædle fars udseende,

men også både sin fars og sin bedstefars sind.

Derfor er han et Kristi varsel for Janus, for freden hviler over kirker og skoler,

og den danske fromhed holder scepteret.

Til danskernes og de nordlige landes berømte og mægtige monark Christian 4., søn af Frederik 2., sønnesøn af Christian 3., oldebarn af Frederik 1., tipoldebarn af Christian 1., vidt berømt for sin kongelige arve af heroiske dyder.

Da jeg begyndte at opbygge denne ordliste og overføre den fra mine notater, havde jeg langt fra nogen tanker om at få dem udgivet, jeg mente snarere at de skulle overlades til det evige mørke. Der var nemlig folk der med fremragende lærdom lagde langt større arbejde i de samme emne. [*2v] Men nu er sagen blevet udskudt længe, hvad det end skyldes; enten de ikke har ønsket at nedlade sig til noget så ydmygt, med den svækkelse det måtte betyde for deres værdighed, eller de har været bange for kritikernes spanskrør. Hvad det end skyldes, har det bestemt været til skade for ungdommens studier. Derfor fandt jeg mine påbegyndte ordlister, som jeg havde gemt ufærdige væk i mine notesbøger, frem igen som sibyllens ark, og samlede og reviderede dem med det formål her i min frie tid dog at yde en vis støtte til mit hjemlands skoler – indtil andre, i stedet for det mere hellige, får ofret til Pallas og Minerva.

Kendskab til sprog er aldeles nødvendig i skoler og kirker, i særdeleshed kendskab til de sprog der er blevet udmærket på overskriften over vor frelsers Jesu Kristi kors-alter. Med mindre man i stedet for lys foretrækker mørke og i stedet for klare kilder foretrækker at hente vand fra urolige bække eller plumrede vandhuller. Sprogenes værdighed og fortræffelighed [*3r] har altså lige siden de heroiske tider været fremhævet, som sprog såvel som triumf. Og de der har magten og styrer staternes bevægelser, lagde en ikke ubetydelig vægt på disse studier. Kong Mithridates af Pontos, der sad ved roret i 22 riger, fældede dom på lige så mange sprog og svarede enhver diplomat uden tolk. Dronning Cleopatra af Ægypten besad en sådan veltalenhed at hun alene tiltrak sig alles øjne og ører når hun elegant svarede forskellige folkeslag på forskellige tungemål. Jeg skal ikke her nævne det som Plutarch fortæller om Pompejus, nemlig hvor meget manglende sprogkundskaber hæmmede ham i slaget ved Actium, hvor han blev slået af Caesar og forjaget til Ægypten, hvor han blev stukket ihjel. Sprogene er altså ikke kun til pynt for store mænd, nej, de er de gyldne kroge hvormed konger plejer at fange byer, have, kyster og kongeriger. [*3v]

Men det må være nok om fremmede folk. Se på det kommende eksempel du selv har, Danmark: Christian d. 4., vores nådige konge, med fremragende kundskaber i videnskab og sprog, hvis skarpe intellekt (hvis jeg må sige det sådan) og udsøgte dannelse alle lærde folk beundrer og ser op til – med større berømmelse end selv Aleksander af Makedonien, som ganske vist havde lært meget af Aristoteles, men ikke forenede sin litterære dannelse med sand gudsfrygt.

Det romerske sprog skaber og befæster en ubrydelig pagt mellem europæerne, som længe har været forenet af denne veltalende Merkur og talt med hinanden gennem ham. Det er forunderligt hvordan det med Guds hjælp er blevet holdt ved lige i hele monarkiernes skæbnebestemte kredsløb – mens partherne har fordærvet og forvansket det persiske sprog, araberne det puniske, tyrkerne og tartarerne det gæske, goterne det latinske, latinerne det galliske og spanske. Efter at romerriget blev overflyttet til østen, [*4r]hærgede gotere, vandaler, longobarder, frankere og normanner Italien på den sørgeligste vis, og gradvist har, sammen med sproget, som digteren siger:

de guder som gav riget dets magt,

alle forladt deres altre og deres templer.

I Grækenland, der også var et blomstrende tilholdssted for Muserne, blev al menneskelighed forjaget og alle helligdomme nedbrudt da landet blev besmittet med et skytisk barbari der ikke var ude på noget andet end død og ødelæggelse. Muserne blev jaget i eksil og flyttede over Alperne, hvor de så blev dyrket i Italien af Chrysoloras, Trapenzuntius, Gaza, Argyropilus og andre grækere, der behandlede denne dødbringende opsprætning af muserne med en livbringende medicin og bragte det videre ud til andre folkeslag ligesom fra hånd til hånd.

Dette er sprogene skæbne: forandring, forvanskning, sammenblanding. Sådan vandrer de. Sådan sendes de i landflygtighed. Sådan går de til grunde. Og sådan genfødes de.

Siden da har de lærde med stor flid skrevet [*4v] om hvordan man skal lære sig sprog; og de har gjort det hver på sin måde, men på et punkt er de alle enige, nemlig at man først må lære sig hvad ting hedder på sproget, uden det vil alle anstrengelser være forgæves.

Det er netop det, berømmelige konge, jeg på disse beskedne sider har forsøgt at gøre for mit fædreland. Og lad mig anskueliggøre den Ariadnestråd jeg har fulgt da dette lille skrift blev til.

Da romerriget bestod, og det rene, pure latin strålede i sin fulde glans, i forening med folkesproget, færdedes der på byens såvel som verdens scene arabere, hebræere, syrere, grækere, spaniere, gallere og barbarer. Disse folk indførte sammen med de fremmede fænomener en lang række gloser, som romerne dengang blev glade for og med deres vidt berejste ører tog imod med fintfølelse. Her har vi en af vanskelighederne ved glosestoffet. Og dertil kommer en anden, fra Italien selv, der var opdelt i et stort antal regioner. Ikke kun Latium med sit latin, men også de tilgrænsende folk, såsom campanere, umbrere, etruskere, [*5r] sabinere, lukanere og andre der boede i Italien, bidrog fra deres dialekter med ord og vendinger, som stadig er i behold hos de større folks forfattere.

Dette er vanskelighederne ved oldtidens gamle latin; dette er en ubesmykket opridsning af grundlaget, hvortil dog skal føjes hensynet til tiderne. Og det vil jeg forsøge få med i en gavmild fremstilling, mens jeg i en let stil søger at kaste, angive og påvise lys over det dunkle, oprindelse for det uklare og hjemstavn for det fremmede.

Når jeg nu betror dette begynderarbejde om sprogene til din ophøjede magt, nådige konge, gør jeg det i største ydmyghed, og intet sted kan det ligge med større ret end hos kirkens og skolernes øverste fosterfader. Derfor beder alle muser, derfor bønfalder alle skoler om at få lov til fra din ophøjede ånd at håbe på det som de ikke kune gøre sig forhåbninger om fra mine åndsevner. Længere vil jeg ikke gå. [*5v]

Må kongernes konge, herskernes herre, lade dig, ophøjede majestæt, vokse i storhed som en David, en Asa, en Josaphat, må han længe lade disse riger og muserne have glæde af dig, ophøjede majestæt, og må han bevare din hæder og ære i blomst med evig ros. Frankfurt am Main 1594, d. 2. maj – den dag, ophøjede majestæt, da din berømmelige far, Frederik 2., salig ihukommelse, konge af Danmark etc. ved en højtidelig herredag overdrog lensmyndigheden over hertugdømmet Slesvig til sine onkler hertugerne Hans og Adolf af Holsten, i Odense på Fyn, i året 1580.

Kejser Claudius.

Alt hvad der nu anses for ældgammelt, har engang været nyt. Dette vil også blive gammelt. Og det vi nu plejer med eksempler, bliver selv eksempler.

Til læseren.

For kirken, som her i livet rejser ud til fremmede lande, påviste Gud som en enestående gave gennem den hellige ånd at der ligger en kongelig og enestående vej i dygtighed til sprog. Den samme har han anbefalet skolerne, som de spirekasser for kirken de er: hvad enten man vil begive sig mod de hellige orakler, eller man vil vandre ad rettens og retfærdighedens bugtede sti, eller man har lyst til at træde op ad filosofiens fine trin, kan det nu let og bekvemt lade sig gøre. For den der første gang betræder læsningens sti, anviser disse sider både en velrestaureret ortografi og så præcis en dansk oversættelse som et er muligt. Et gammelt mundheld, der bruges på gader og stræder, er dette: ”Sprog, hvor skal du hen? Ud at bygge byer.” Jeg ville virkelig ønske at de sprog tog ud for at bygge skoler! Så de – ligesom Ennius pralede af at kunne udtrykke sine tanker med tre hjerter (dvs. tre sprog: latin, græsk og etruskisk) – altså, så disse skoler kunne tage sig forstandigt af studierne i tre sprog. De ville opleve at muserne er velvillige, og at Gud vil fremme så fromme og hæderlige projekter og føre dem til den bedst mulige afslutning.

Hvis du, velvillige læser, tager godt imod denne første del af mit arbejde, vil jeg, om Gud vil, inden for kort tid kunne glæde dig med den anden del af dette lille værk, med titlen:

Om verber og deres komposita og tilknytning til adverbier etc. [Q6v]

Må Gud Herren befordre og lede vores studier med sin hellige ånd lige til det evige liv. Amen.

Lev som om du skal dø hver dag, og dø sådan at du lever evigt, så du ikke bliver snydt af det usikre livs glasagtige tilforladelighed.

En drengs bøn når han går i skole.

Herre, du som er al visdoms og lærdoms kilde! Når du i din enestående godhed skænker mig dette at jeg i barndommen indsuger de gode videnskaber, som kan hjælpe mig til at leve fromt og ærligt, så oplys samtidig mit sind, som ellers plages af blindhed, og sørg derved for at jeg bliver egnet til optage lærdommen. Styrk også min hukommelse så jeg ikke glemmer den igen. Og led endelig mit hjerte så jeg arbejder med glæde og iver for at gøre fremskridt, og så den mulighed du skænker mig, ikke bukker under for min dovenskab. Indgyd endvidere din ånd i mig, din ånd af forstand, sandhed, dømmekraft og kløgt, så mit studium ikke kommer til at savne medgang og min lærers anstrengelser med mig ikke er forgæves. Hvilken form for studium jeg end sætter mig for, sørg for at jeg husker at styre det mod det rette mål, nemlig at jeg erkender dig i Kristus, din søn, og sætter min fulde tillid for liv og frelse til din nåde, dyrker dig med sand og villig lydighed, og at alt hvad jeg lærer, således bliver mig en hjælp til at finde den sande rettesnor for fromheden. Eftersom du lover at oplyse de ydmyge med visdom og de retsindige med kendskab til dig selv mens du truer med at nedstyrte de overmodige og de onde så de går til grunde i deres holdninger, beder jeg dig om at lede mig til sand ydmyghed så jeg kan vise mig lærevillig og lydig over for først dig, derpå også dem der med din bemyndigelse er mine foresatte. Dertil beder jeg dig om at udrive de onde lyster af mit hjerte og i stedet indprente et alvorligt ønske om at søge dig, så jeg allerede nu kan forberede mig på tjene dig i den form for liv som du vil skænke mig når jeg bliver voksen. Lad mig få opfyldt min bøn, du barmhjertighedens fader, ved Jesus Kristus, vor herre. Amen.

Dette er en begynderbog for børn, Momus, vent ikke noget fornemt. Nomenclator beder dig holde dig borte og byder dig farvel, mens den bønfalder alle boglærde og kløgtige mennesker, alle yndere af visdommen, af alle stænder, om at bifalde initiativet. Han er bogens ånd. Den næste vil udkomme i mere finpudset stand.

Trykt i Frankfurt am Main hos Johann Feyrabend, 1594.