Tekstbase - kontekst
Du er på side 223 af 263 sider
Document Buttons
Oc bødte saa sin Lyst med egetcontrafeje,
Sidst skabte Mennisken sit Billed klar at eje.
Op Musa, icke dvæl, jeg seer Gud ej lood vende,
Hand eengang mester-riig tog Jorden under hænde,
Af hendis soorte Skød bød blomster at udvælde,
Græs, Urter, fructbar træ, tyckt som mand Støb kand sælde,
Men end med mæctig' ord, af hendis barm udtrænger,
Det hun ej Aatte self, at hun ej skulde længer,
End Vandet Syster sin ofvr død-føød foster klage,
Oc slet Liif-Arfving-løs fortære sine Dage:
Det Steen-død Element, sig self kand icke vende,
Ved Guds Ords Fructbarhed gaf af sig Lifve tvende,
Det een' i plante-vext subtiligen udflyder,
Som sig af Moder-bryst formeerer, næring nyder:
Det andt i Orm' oc Diur, sig rører oc bevæger,
Oc ved udvortis sands, seer, hører, løber, leeger,
Oc som sig Urt oc Træ, ved rood oc Sæd formeerer,
Paa eget Mooder-bryst opfostred, føøder, nærer,
Oc Ceres icke meer med Diur oc Qvæg gaar svanger:
Dog skaber Gud det saa, at Art med Art omganger,
Paa underlig maneer; oc Verden saa udbreder,
At først-skabt par oc par nu fylder alle Heeder,
Saa Børn oc Børnebørn Vildban' oc Land' hin viide
Kand icke tømme slet, mens Sool skin ofver liide.
Vel! at den Skaber stoor skuld' icke brystis ære,
Naar Adam faldt, da tør Amramides ret lære,
At enddog Qvæg oc Diur en part, for Synd den onde,
Vanslectede til skad', oc Vilde blefv' i Lunde:
Dog lydeløse før de vare for hans Øje,
Fuldkomne der hand dem fra Haand slap efter nøje.
Det Diure-regiment var Adam gifved lystigt,
Hvert slags hand vinked' ad, med lydighed var rystigt,
Sig bøjet efter Art, Credentsede sin Herre.
Med største ven-kierhed oc Underdanig ære.
Men saadant Herskab stoort i mange maader svæcket,
