Tekstbase - kontekst
Du er på side 10 af 20 sider (Side 24 i forlægget)
Document Buttons
habent. Tanta enim est stellæ (vt dixi) declinatio.
Atque hæc de nouæ illius stellæ positu, tam quo ad fixas, quam quo ad Ecclipticæ longitudinem et latitudinem, ipsumque Æquatorem, sufficienter, et dicta et demonstrata esse arbitror. Hunc autem positum seruauit toto tempore, ex quo illam primo conspeximus, nec vllo minuto (sæpenumero facta diligenti obseruatione) hinc progressa est, elapsis iam mensibus sex. Quapropter in posterum etiam eodem in loco permansuram, nec vllo alio motu proprio, quam stellarum fixarum, communi octauæ sphæræ, progressuram auguror.
ARDUUM est, subtilique indiget ingenio, stellarum a nobis indagare remotionem, propter incredibilem earum a terra distantiam: nec vlla ratione commodius et certius id prestari potest, quam per paralaxeos, si quam habent, mensuram. Si enim stella aliqua horizonti vicina, alio in loco cernatur, quam vbi altissima vertici appropinquat, necessarium est eam reperirj in aliquo orbe, respectu cuius terra sensibilem habeat magnitudinem. Quam vero longe remoueatur dictus orbis, paralaxeos quantitas semidiametro terræ collata, manifestabit. Sin vero stella tam iuxta horizontem, quam verticem, in eodem primj mobilis puncto cernatur, non dubium est, eam, vel in octaua Sphæra, vel non longe infra, in orbe, cuius respectu tota terra punctj vicem gerat, locum obtinere.
Vt igitur nobis ea ratione innotesceret, vtrum hæc stella in Elementari regione, aut inter cœlestes orbes existeret, qualemque ab ipsa terra haberet distantiam, indagauimus an vllam, et quantam, haberet paralaxin, idque hoc modo. Interuallum inter hanc et Schedir Cassiopeiæ (eo quod hæc stella fere cum noua, Meridianum vnâ obtineat) obseruaui cum verticj proxima esset, 6 tantum gradibus ab ipso zenit remota (ideoque nullam, etiam terræ propinqua in eo loco induceret paralaxin, sed locus eius visus et verus in vnum punctum propter fere coincidentes a terræ centro et superficie lineas, vnitur). Idem præstiti cum longissime a zenit remota, Horizonti proxima esset: et vtrobique eandem præcise a dicta fixa inuenj distantiam nullo minuto variatam, partium videlicet 7 et 55 Minutorum.
Idemque per alias stellas multiplicj facta obseruatione expertus sum: vnde hanc nouam stellam nullam habere aspectus diuersitatem, etiam Horizontj vicinam, concludo. Alias enim in minima sua altitudine longius remota fuisset
Sådan er nemlig som sagt stjernens deklination.
Jeg mener nu, at der er sagt og bevist nok om denne nye stjernes position, både i forhold til fiksstjernerne, til ekliptikalængden og til ækvator. Den holdt denne position hele tiden, fra jeg først fik øje på den (jeg har nemlig ofte og omhyggeligt observeret den), og den har i de forløbne seks måneder ikke flyttet sig et minut. Derfor forudsiger jeg, at den i fremtiden også vil blive på dette sted og ikke i sig selv vil bevæge sig fremad med nogen anden bevægelse end den, der er fælles for fiksstjerner i den ottende sfære.
Det er vanskeligt og kræver et meget skarpt intellekt at undersøge stjernernes afstand fra os på grund af deres utrolige afstand fra Jorden. Det kan ikke gøres på nogen lettere og mere sikker måde end ved en måling af deres parallakse, hvis de har en sådan. Hvis nemlig en stjerne nær horisonten ses på et andet sted, end hvor den på sit højeste nærmer sig zenit, må den nødvendigvis findes i en af de kredse, i forhold til hvilke Jorden har en mærkbar størrelse. Hvor langt den omtalte kreds er væk, vil parallaksens størrelse sammenholdt med Jordens halvdiameter vise. Hvis stjernen både nær ved horisonten og ved zenit ses i det samme punkt af den første bevægede kreds, er der ingen tvivl om, at den enten har sin plads i den ottende sfære eller ikke langt derunder, i en kreds i forhold til hvilken Jorden er som et punkt.
For at det nu således kunne stå os klart, om denne stjerne opstod i elementarregionen eller blandt de himmelske kredse, og hvilken afstand den havde fra selve Jorden, undersøgte vi på følgende måde, om den overhovedet havde nogen parallakse, og i givet fald hvor stor: Jeg observerede afstanden mellem den nye stjerne og Schedir i Cassiopeia (denne stjerne har nemlig næsten den samme meridian som den nye), når den var nærmest zenit; den var kun 6 grader væk fra selve zenit (og derfor kunne den ikke lave nogen parallakse på dette sted, selvom den var nær ved Jorden, men både dens tilsyneladende og sande position forenes i ét punkt på grund af de næsten sammenfaldende linier fra Jordens centrum og overflade). Det samme udførte jeg, da den var længst væk fra zenit og nærmest horisonten, og begge steder fandt jeg nøjagtig den samme afvigelse fra den omtalte fiksstjerne på 0 minutter, nemlig 7 dele og 55 minutter.
Jeg konstaterede det samme ved mange gange gentagne observationer af andre fiksstjerner. Deraf slutter jeg, at denne nye stjerne ikke har nogen forandring i sin synsvinkel, selv når den er nær horisonten. Ellers ville den nemlig have fjernet sig mere
