Tekstbase - kontekst

Apostel rettelig gifver at betænke. Thi endog vi det som af Guds Mennisker skrifvis oc talis, det fremføris af menniskelig Villje anderledis end paa den tid de hellige Guds Menniske blefve saaledis drefne af den hellig Aand, til at tale, at de talede med andre Tunger, eftersom Aanden gaf dem ud at sige: Saa staar det dog fast om alle, som Apostelen om sig bekænder; af Guds Naade er jeg det jeg er, oc hans Naade til mig uddeelt hafver icke været forgæfves. De Apostoliske Ord ere oc visse, at der er forskel paa Naadsens Gafver, men den er den samme, HERren er den samme, Gud er den samme som giør alle ting i alle. Det maae vi gifve Mact icke alleene om de Aandelige Gafver, men oc om de naturlige, at vi hafve intet, uden det vi hafve annammet af Gud. Om Poeterj oc Skaldre-verk, er det oc i Synderlighed vist, at ingen er der til uden af Gud oc af Natuuren beqvem; Thi det er en Konst som icke forhverfvis, men skenkis, udi hvilken en hver forgefvis øfvis, som icke der til først fødis, efter det gemeene Ord, Poëtæ nascuntur, oratores fiunt , det er;

Dog saa at ingenium & studium , Natur oc fliid maae endelig slaae sig i Staldbroderskab tilhobe, som Horatius det udførljgen foregifver.

Saa er det icke mit, som et vildigt Vidnisbyrd, men det er Landkyndigt oc velbekændt, at min kiere salig Fader Mester Anders Christensøn Arøboe fordum Sognepræst i Oringborg, var af Naadens oc Naturens Gafve en Poet, end synderlig, i vorteget Spraak, ferdig oc vel erfaren. Hvorfor hand oc icke vilde sætte dette Lius under en Skeppe, ej heller grafve dette forleente Pund i Jorden, men hafver heller vildet brugt det til gemeene Lyst oc almindelig nytte, at hand saa kunde efter bemelte Horatii Ord