Tekstbase - kontekst
Du er på side 208 af 263 sider
Document Buttons
Guld, hellig Pestilents, hvorfor vi Jorden rifve,
Oc os til Middel-teen ned under hende gifve,
Ej actende den Fryct, om bierget paa os falder,
Oc kryster gryne-smaa, at det i Siælen gialder.
Vi løber efter Guld, som Fooden var en trilde,
Fra Oute Lercke-sang, til Aftenbacken silde,
Os Nørre-leding viid ej længe kand bespiise,
Før Syndre maae her frem, os Synder-kaasen viise.
Med liif, med gods forliist, mod vind, mod bylger vrede,
Om end een Verden er, for Guld vi den oplede,
Oc er dog en forgift, en sød venen, en Stricke,
Hvor med vi fangis self oc død for liif inddricke.
Thi for den fuule skat, bedrager Sønnen Fader,
En Datter Mooder kiær, en ven sin ven forraader,
En Qvinde self sin Mand, Mand self sin ecte-lofve,
Vi tør vel eget liif, for Guldet, fugl-fal vofve,
Hvad siunger jeg om liif? Det liif vel snarlig endis;
Vor ævig Siæl for Guld end tiit Plutoni sendis.
Tvi dig du kroged' L, varst du i Guld ej inde,
Jeg dig for Demant-ring vild' om min finger vinde,
Min Krop for gylden styck' oc dermed udstaffere
Et rødt Rubine-huus min Siæl deraf forære.
Nu sig mig fromme Storck, hâr vinterkulden ende,
Mens du af varme Land os Sommeren tør sende?
Jeg seer du bygger huus, din mage venlig grysser,
Med knefre glottorat undfanger ham oc kysser,
At I med samled haand paa Verden kunde bygge,
Med mød' oc U-ro; dog I Hierte huld' oc trygge,
Opfostrer eders æt med moose-sanked Spiise,
Oc ere tro mod den som Troskab skal beviise.
O ædler unge Storck, din stoore Sønlig ære,
Din Fædre-kiærlighed, din hellig Børne-Lære
Jeg ønske vild' at jeg hvert Barn ret kund' indplante
Mod deris Fædre graa, oc svage blods Forvante.
