Tekstbase - kontekst
Du er på side 216 af 263 sider
Document Buttons
Hand blifver Lefned keed, i Luen hand den røøde
Vil ende Liifvet træt, oc der med al sin møøde;
Dog døer hand Liif-beseglt, oc troer i yderst' Aande
At hand langt præctiger af Døden skal opstande.
Da, om en Palme høj hand død-begierlig vanker,
Did tør Canele-barck, diid Balsam-greene sancker,
Oc giør af samme Riis, bark, sprycker, krydte qviste,
Med konst sin reede skøn, sin graf, oc sin Liigkiste,
Forventende den Dag, at Phoebus heed skal brænde,
Ved fyrig Gissel-slag det tørre Tynder tænde,
Oc giøre Piinen kort, afbryd' hans Aar de svage,
Dog icke Tiime-liif sig dermed fra at tage.
Behændig klaren Sool, brand-gloende frembryder,
Sin hitzig Straale-piil paa Sengen hans udskyder,
Der staaer i Liuse Baal den vel forkryded Reede,
Den kruused gylden Hals, duun, rumpe, Vinger breede.
Oc i et Øjeblik af de U-dødlig jmrer
En Oorm, dernest et Æg, af Ægget spraadt udglimrer
En ny fordreflig Fugl, som midt iblandt de Brande,
Bekommer Liif oc Siæl, en tuusind-aarig Aande.
Beviisende der med, paa underlig maneere,
At vi for Syndens skyld i Adam dødlig' ere,
Vi skull' igien opstaae, forandre Dødsens Farfve,
U-krenkelig fremgaa' i Christo Liifvet arfve.
Jeg kunde nu min Dict med Papegojens Fedre
Med hendis folk-vandt-maal udførligen forbedre;
Den Paradiise-fugl i Luft som dejlig fødis,
I Luft som fostris op, i Luft som ocsaa dødis,
Vel kunde med sin Svants samt andre Fløjer mange,
I Bog, som Ademant i Guld det røøde, prange:
Men Dagen runden er, See! Flaggermuusen fløjer,
Far vel min Dicter-pen, til Roo-sted jeg mig føjer.
