Tekstbase - kontekst
Du er på side 241 af 263 sider
Document Buttons
hâr saa den viise Gud i Africanske Lande,
Hvor slig forgiftig Beest er meer end her for haande,
Udhidset Orm mod Orm, hver anden at bestriide:
Men her kand Hiorten rask om Tacken Slangen sliide.
Mand kand oc med en Stok, Snog, Staal-orm, Øgler leede,
Med ringe mact hos os, slaa død i Skof oc Heede.
Saa ere vore Land' i disse Nørre Kroge,
Lycksalig' høj forært' af Skaberen den Kloge,
Som for slig giftig Orm, der synderligen hidsig,
Beskader; hâr forskaant oc fra forgiften bidsig.
Lycksaliger end er Ebusitaner kolde,
Hos hvem forderflig Orm ej nogen Liif kand holde.
BLandt alle disse Diur som Gud gaf Liif oc Aande
Blef Mensken aller sidst opbygt af Herrens haande.
Ej at hand ringest var, som Gud sig lood miss-ynde,
Med saadant æddel Diur sin Skabning at begynde:
Men at hand ej forgefs skuld' ham til Konge giøre,
Der hafd' ej Undersaat som ham skuld' ær' oc høre.
En velforstandig vært, ej sine Gæster leeder,
I Spiise-Stuen ind, før hand den Sal bereder,
Før hand seer alting klart at Ild oc Liuset funker,
Tællerken Sølf-geskir paa dug sneehviide prunker:
Saa oc den stoore Gud, vor Gud, der alle Stunde,
hâr Aaben Disk bestilt, oc som for vore Munde,
Den Nectars Himmel-drik hâr bødet ud at flyde,
Med hundret tusent spring, oc Honning-kag' at nyde,
Vild' oc ej til sit Bord vor første Fader sætte,
Før alting i hans Huus stood herlig sat til rette,
Oc under Bord-tapeet, forziirt med liuse Brande,
Hans dug med lecker Mad forsiuned kunde stande.
Hvert Creatuure skønt der Himlen med-stolterer,
Der Jorden pranger af, oc Vandet af Hofverer,
Er iidel Prøfve-verk naar mand den Konst ret acter,
Som denne Mester-konst beteer i alle facter.
