Tekstbase - kontekst
Du er på side 56 af 263 sider
Document Buttons
Skaber pæger det friit, for Skaber denne mon springe.
Drager da Moses frem den alsommæctigste HErre,
Den vi uden al glem, Gud Fader kalde med ære,
Himmel oc Jord har skabt, den vi i Troen paakalde,
Hves Regiment oc Kraft, sig stræcker ofver os alle.
Skulle vi derfor her, nu ret grandgifvelig merke,
Skaberen eenist er, som Gud er eene hin stærke;
Dog er Skaberen skøn; den Gud er Skaber hin sande,
Som er Fader oc Søn, oc begges helliger Aande.
Faderen hand har skabt alting ved Sønnen hin kiære,
Oc den hellig Aands Kraft mon Liifvet gifve ja nære.
Mose det lærer vel, i sin Ebræiske Tale,
Hvor hand monne med Skel Tre-enigheden afmale:
Guder (siger jo hand) hand skabte Himmel oc Jorden,
Hvilket har slig Forstand; Een Gud er Skabere vorden,
Dog den eeniste Gud er i Personerne Trendig,
Al Natuuren imod, dog hand det selfver er stændig.
Lader sig oc med Fliid Personer alle saa høre:
Nu er Skabelsens tiid, ladr os nu Mennisken giøre.
Ved slig Fleerhed Guds Mand end da det lader ej blifve
Men Personerne hand ret Nafnlig monne beskrifve:
Faderen kalder hand Gud; den Søn, hans væsentlig orde,
Næfner oc Guds Aand ud, som qvegned Himmel oc Jorde.
David siunger ocsaa ret, med samhældige Stemme
Hvilket jo icke maa i Vand beskrifvis, at glemme:
Himmelen ved Guds Ord, oc hans Munds væsentlig Aande,
Med sin gandske hær stoor skabt see vi herlig at stande.
Flyer ej Ørnen højt i Apostoliske Skare?
Dog hand torde fuld nøjt en anden Lærdom medfare.
Høj' oc himmelske ting Pardiis-Studenteren lærde,
Dog hand saadant omkring i sin' Epistler, ej keerde.
Det samtycker oc vi, oc tacke Skabren den kiære,
Gaaende langt forbi den Manichæiske Lære,
Som, med svermende Mund vil tvende Guder opdrømme,
En ret Skamper oc ond oc en af Godhed berømme:
