Tekstbase - kontekst
Du er på side 72 af 263 sider
Document Buttons
Til stor ære sit Folk oc Vndersaatternes nytte,
Liuset kalder hand her, den Dag hin blanke, den skære,
Af udretning det skeer, thi Dagen skulde Lius være.
Mørket Næfner hand Nat, thi naar som Natten mon komme
Hafver hand Mørket sat, som David siunger den Fromme,
Om oc Guds Creatuur, de skulle Nafnløse forblifve,
Tungen ej kunde vor sit Embed nogenlund drifve;
Næfn Land eller næfn Vand, om du det icke før vidste
Qvinde næfn eller Mand, oc næfn skriin eller næfn kiiste,
Peder ej Peder er, oc Hans ej kunde Hans være,
Var Nafn icke for hver, hvoraf vi kunde det lære:
Natten ej Natten var, om Nafnet icke var gifvet,
Dagen ej Dagen klar, oc Lifvet icke var Lifvet.
Heraf kunde vi see, hvad nytte Nafnet medfører,
Oc ej ellers kand skee, at Tungen gafnlig sig rører.
Af slig Vexel oc Skift, med Lius oc Mørket at drifve.
Siger den hellig Skrift, nu, første Dagen at blifve.
Aftenen næfnis først, som gik for Liuset det klare,
Oc med Mørkheden størst al Natten maatte først vare.
Dagen her talis om, den skal natuurligen actis,
For en Døgen saa rom, hvormed oc Natten betractis.
Meningen er da saa; der første Natten forfaret,
Da kom Dagen oppaa, oc indtil Aftenen vared:
Tiden oc samme Stund, fra Aften til Aften at falde,
Træder frem Sandheds Mund, det første Dagen at kalde.
O du Skabere viis, du Nat oc Dagenes HErre,
Mørk samt Liuset dig priis, for dig sig bøje med ære,
Natten ej træder fra, før den dig fødder maa kysse,
Dagen gaaer icke paa, den maae jo Skaberen grysse.
Hesperus med sin Hær sig først begifver ud viide.
Der hand siden paa qver maae klaren Lucifer biide,
Jagten hand der beseer, som en stormæctige Herre,
Oc der blef Aften, oc der blef Morgen een (eller første) Dag.
