Tekstbase - kontekst

De fundde alltinggest baade stille oc quær, Det meest sig rørde, vaar Bøllen oc Vær, Som mand saae mectige driffue. Ded Land vaar smuct dog noget bart, Och haffde met sig slig Skick oc Art, Som hæn vndder Norrigis Sjde. Mand fandt derr ey megen Frost eller Kuld, Mesten Sand oc Klipper, oc ljden Muld, Suare Bierrig oc Brandeste ljde. Paa Østre Side at Landdet hen ind, Stod Dalerne grønne hen rundt omkring, Som de kundde skønniste giøre. Jo længger i Nord, jo smucker det vaar Dend stridendde Strøm dreeff vden faar, Mon' Isen hen med sig føre. Och holdder Landdet, oc Hawnen derr reen, Huer kand derr seyle foruden meen, Dog bæst ved Midsommers tjde. For Søndden er Luen oc stille Vand, Derr ligger dend Isz saa tyck ved Land, Att Skiben kand derr icke skrjde. Men vjde hen vd, som Hawet giøris Rom, Mellem Hujdsærck oc Grønland goer stercken Strom, Och driffuer hen Isen vjde. Derr vaar vdi Fordum ræt Grønlandtz Fær, Och huem det voffuer hand kommer end dær, Om hand vocter ellers sin Tjde. Hæn ned paa Landdet, som Skibbene laae, Mand siældden skinnendde Soel der saae, For Taage oc Landtzens Angge. Men naar dend Himmel er klaer oc hæll, Saa skinner der Solen om Sommeren væll Och giør dennem Dagene langge. De Klipper de reiste saa høyt hen op, At Skyen hun brød paa ydderste Top, Stoer Storm vaar derr ey for hændde. Lufften vaar god, men førdde med sig, En suaalisz Art saa hæmmelig, At mand kundde videlige kiændde.