Tekstbase - kontekst

Derr alltinggest vaar nu færdigt oc klarrt, Dend Torszdag for HERrens Himmelfart, Hæn sidst i Maymaaneds Tjde. Da lætthet de Ancker, oc hjdset der' Raa, Och lode hen vd aff Hawnen staa, Dæd vaar saa fawer een Skare. De Skjbe de gick, som praalendde Hæst, De Flaghe de dreeffue for Vind oc Blæst, De bøde oss derr vell fare. Vindden dend voxte dæm bljd, oc goed, Saa drjffuend adt Sunddet de standde loed, Kom hæn vndder Norrgis Sjde. Dær laa dæm Flæckerøen næst for Stawn, Och maatte dær drage hæn ind i Hawn, Dog de derr stacked Tjd bjde: Mæn lagde adt Søen, til Vindden bleeff mag, Och kom vnder Hættland den Ottendde dag Effter de fra Norrig mon' gjffue. Och sætte saa foert som de haffde Bøer, Och øyet paa vænstre haand Orckenøer, Loed dennem langdt Søndden bljffue, Dær seer Mand den Væster Sø først gaa, Och loed sig kiændde huad dend formaa, Med stormmendde Vind oc Voffue, Bøllen hun dreeff, oc Søen hand skrød, Suærcken oc Iling i Seyled brød, Saa manggen ded ildde mon howe. Dær loed sig da see huad Barn oc Mand, De giældder oc duer til Søes oc Vand, I Nød oc andden slig vaandde. Dend ene Grønlændder hand bleeff der suag, Døde hæn oc kastis vd samme Dag, GVD veed huor hand monne Landde. Derr fick oc en Dræng sit sidste kneeig, Hand maatte oc vanddre dend samme veeig, Mand tjmis ey andden Naade. Midsommers Afften vaar tæmmelig bljd, Thi toge de Skjbe sig til for Ijd, Om fællids Sager at raade.