Tekstbase - kontekst

Derr vildtis dem Katthen i Søen fra, Och maatte derr ladet paa Lycken gaa, Dog ded vaar dennem vell bangge. Sancte Peders Afften faldt derr oc ind, Slig Taage, oc Mørcken med driffuendde Vind Mand kundde sig næppelig bare. Derr skilddis de Skjbe huerr paa sin haand, Dend brøllendde Løwe oc Angliæbrand, Maatte vide om Søen fare. Men Ørnnen ochsaa dend snagendde Hund, De lagde med Landded, hen ind paa Grund, Huor de kundde sig bæst nære. Och fundde derr Hawn oc leylig Sag: Lagde saa derr ind dend tredie Dag, I Augusti Maaned mon være. Men aldrig kom de saa snart oppaa Rhæ, De Grønlændder lod sig jo strax der see, Med Skøiter oc deris smaa Baadhe. De komme her vd, lagde dem om Bordt, Huer loed sig kiendde met Tegn oc Ordt, De vildde hjn andden ey skade. De føyet sig sammen som de kundde bæst, Mand loed dem fri Leyde, med Tjd oc fræst, At fare, huerr som hand lyste: Dog vancked derr icke rætt syndderligt Gods, De haffde aldt Tancken, oc Øyet derr hoss, De vildde ey noget myste. Det Skibsfolck aff Søen var suagt oc tungt, De haffde da reysed oc seyled langt, Och lijdt baade Sorrig oc Møde. Thi fore de sact, oc acted aldting, I Hawnen oc derr hen rundt omkring, At det vaar slætt bart oc øde. Thi lystedt de vjdere at see deris Gaffn, Och lagde igen vdaff dend Haffn, Sancte Lauritzis Dag at quældde. Och bleeff saa i Søen dend gantske Natt, Til de kundde see huor alle ting vaar fatt, I Vjgene blandt de Fiældde.