Tekstbase - kontekst

Saa maatte dend Gud vndder Bølggen er, Vjge dend Gud som de haffde kier, Och giordde dem inggen Skade. Mæn ledsaged dennem paa det Farruand, Huor de fandt forlaarne Angliæbrand, Som Taagen hun fra dennem vjldde. Mæn vared aldene paa fembte Dag, Saa maatte huer føye sig effter sit Mag, Saa de bleffue atter adskildde. Saa holdt mand ded fire Vgers tjd, Vindden vaar dennem baade vred oc bljd, De maatte sig effter hannem føye. Derr suæctis aff Folcket, oc bleffue wglad, Dend anddre skuldde queege, oc reede Mad, Hand maatte derr lucke sit øye. Och vanddre at Søen som gammel er Skick Derr fandt hand i Køckenet atskillig Drick, Som Bølgen oc Grundden derr giffue. Dog sendde baade Gud oc Vindden dem fort Derr acted ey mangge dend Knæge stort, Mæn lode fast Skibben drjffue. Loed Ørkennø ligge saa langdt aff Leed, Paa høyre haand mod Skottland need, Och fick saa Hættland om Boere. De glæddis der ved aff Hiærtte oc Sind, Saa vell vaar vunddet nu alle ting, Och gænnist til Norrige foere. Derr maatte de atter nu tiendde igæn, Disz døde en andden aff Folcket hæn, Som Søen ey længger kund ljde. Dend kastis oc vd for Bøllen hjn blaa, De lode fast hæn mod Norrig staa, Komme did ved Michelsmisz Tjde. Dog var dend Vind dæm aldt for stærck, De maatte leffuere oc gaa til værck, Och legge tuært vd fra Landde. Mæn effter de vaar nu kommen saa vjdt, At huer vaar derr, som hiæmme til sit, Loed de kun adt Søen standde.