Tekstbase - kontekst

Det vældede op saa gruelig, Deris Staldbrødris Skib skød det fra sig, De tenckte det skulde dem sencke, Saa lættet de Ancker, oc Vandet dreff paa, Saa vjde forsætte det dem der fra, Och Naadelig Gud dem frelste. Saa loed de staa hen Væster oppaa, Der monne de Lande oc Hawne naa, Dog de var' ey met de bæste. De Klipper laa om vjd Haffsens bræd, Saa høye oc mange, mand gruit der ved, Som suariste Mur oc Volde, Och synds aldt som Naturen sell Haffde skantzet det Land, sæt der it skæll, Mod fremmet oc Fjenders Skiolde. Dog saae de sin fordel oc komme der ind, Saa mange Jordhytter var der omkring, Saa skjden oc alle saa slemme: Der laa foruden i sortiste Muld, Hin klare Sølffklimpper oc rødeste Guld, De acted ey andet giemme. Der fands oc iblant (som huer kunde see) Megen slig Skatt oc dyrebar Fæ, Som Torkild hand førde til Lande. Det Folck faldt paa, oc samled' der Aa, Saa meget de kunde der bære fra, Saa loed de at Stranden stande. Der de forinden i Hytterne laa, Fornumme paa færde var slig wraa, De komme huer vd saa lede: Høye oc grumme, som slæmmiste Trold, Met suare Hunde, met Buer oc Skiold, At hæffne saa stoer fortrede. Dog søgte det Folck, saa jlende Skiff, Och frælsede baade der' Bytthe oc Ljff: Foruden en bleff tilbage: Den grebe de ahn, som Hunden giør Raa, Och sleede, oc reeff ham i stycker smaa, Och sloge met Slynger oc stage.