Tekstbase - kontekst

De toge Affskeed, och lagde der fra, Och vunde saa op deris Gyldene Raa, Och sætte at Søen saa vide. Der de vare kommen langt vd fra Ø, Der møtte dem Storm oc stærcken Sø Den Bølle hun dreff saa stride. Der hialp icke Styre, ey Ancker, ey Thow, Men maatte der flacke baade til oc fra, Leed Angist oc megen stor Fare. Vnder Radland ympis stor Iling oc Haul, Der gick de i Grunde met Top oc taul, Den deylige Brude Skare. Der kom icke fra nogen Verdens Mand, Stor hiertens Sorrig gick Eldren i haand Slig Lycke fald dennem til mode. Der veened sig alle saa sørgelig Konning oc Dronning bod' Fattig oc Rjg, Som der vdi Landet bode. Saa tog Harald Don Kong Godtredtz søn, Enddog hand var hans Slect oc Køn, Hans Øer oc mechtige Rige. Kong Hagen aff Norrig hand det fortrød, Hand greb hannem fangen oc giorde ham nød Hand vilde sin Herre saa suige: Da der om til Grønland kom Tidend oc ord, Vor aldt Bisp Helge lagdt i Jord, Til Trundhiem de Buddene sende. Oc bad Bisp Siguard der om en Mand, Som kunde staa for deris Kircke oc Land, Och Troen dem rættelig kiende. Hand sende did een, Bisp Niels hand heed, Hand føyet sig effter det Folckis seed, Met limfældig ord oc snilde. Thi bleff den menige Mand hannem god, Och hialp baade hannem oc Ordet paa fod, Alltingist gick dennem til vilde. Lycken var Norrig oc Grønland da god, Ingen Verdens Høffding var dennem imod Och ingen Mand giorde dem møde.