Tekstbase - kontekst

Der Erick bleff død, den menige Mand, Gaff Hagen hans Broder det Rige i haand Och Norrigis Krone at bære. Hand vaar en Herre saa milder i Sind, Hand laffuit sit Rige, oc alle ting, Som raaden vor best paa ferre. Da sad Jorunder i Trundhiems Stict, Det vor de Grønlender sørgeligt, Deris Bisper døde for fode. Berthil oc Gregers, oc Anders med, Saa kom Torderus vdi den Sted, Bode dennem oc sig til gode. Liunjld giorde mange stor Skade oc nød, Da brendde oc Skalholdtz Kircke til Glød, Det Folck kunde neppelig slippe. Der kom oc siden slig Storm oc Blæst, Som mand haffde alldrig før hørt eller læst, Dreff Halden aff høyeste Klippe. Den Aske hun føg saa vjde om Heed. Mand mener GVD lod sligt regne need, Det arrige Folck at tuinge. Der fulde oc effter en Vinter saa haar, At Isen laa mesten det hele Aar, Før hand vilde thøe oc suinde. Der Torder paa Grønland fick laffuet sin Sag, Da giorde hand sig den store wmag, Och lod sig til Norrig sætte: Och handlede der sin oc Landsens huærff, Hoss Konge oc Bisp effter Tid och Tærff, Och skaf fit alltingist i rætte. Da vor Bisp Jordunder kort død hen, Och Eiluff sad i hans Sæde igen, De giorde ham megen Ere. Mand bød hannem holde Norsk' Kirckis skick Bode Clærcker oc Bøger hand met sig fik, Huor de skulde Mæsse oc lære. Da fæste Kong Hagen en Dronning god, Aff Rupjns Stamme och Ryds Landtz blod, De Hænse Stæder til mode.