Tekstbase - kontekst
Du er på side 72 af 135 sider (Side 200 i forlægget)
Document Buttons
Hun prjszde hans Anslag vaar lystig oc fro,
Hun kundde sit Rjge formere saa,
Hæn vjde til Værdens Endde.
Hun tog sig dend Sag aluorlig for,
Betracted Forsictiglig alle Vilkaar,
Som mand der paa kundde vændde.
Loed saa berede oc fick ham i hand,
Tre Skjbe, oc manggen kæcker Mand,
Som Ræissen lysted at friste.
Hand vared sin Tjd det anddet Aar,
Dend første oc trædeue Maij det vaar,
I Maaneden er dend sidste.
Da lagde hand vd at vilddene Sø,
Och sætte dend Kaass ad Ørckenø,
Som Vindden ham gick til hande.
Och stæffned der hæn, som Landdet det loe,
Gick meesten hæn paa dend Norduæste Boe,
Dær møtte ham Væier oc Vandde.
Det voxte saa fælligt at see der paa,
Huor Haffuet det røste sin Kiorttel blaa,
Och Bylgen oc Voffuen de dreeffue.
Dær flød hæn om, oc strømmede need,
Saa mangen Iszdiunge baade grum oc leed,
Som fast oppaa Skibene reeffue.
Dær flød oc iblandt saa suare Træ,
Dend skønniste Fyrr, som nogen vild' sæ,
Vaar meesten reene oc rætte.
Dend Kuld hand voxte jo længger jo meer,
Bod' Snee oc Hauffl saa øszdis dær neer,
Mand kundde dær icke sætte.
Saa holdt de det Sex Vger hæn om,
Til de hæn vnder Noerd Frjszland kom,
Dær bleeff det fuld lidet bedre.
Der ligger de Øer baade store oc smaa,
Och alle betact med Isen hin graa,
Paa Fiældden, saa væl som nedre.
Men huor som Klippen hun reyser i Sky,
At Hagel oc Snee nyder icke Ly,
Der saae mand aff Toppene bare.
