Tekstbase - kontekst

Der ligger imellem de Landde it Sund, Fællsomt oc grumt paa dybeste Grund, Huor stærckiste Strøm slider ind. Der seylis gæmmel saa vjde hen, Til mand kommer vd i Sønden igen, All Værdsens Kreds vdi rundde. Hand lagde hen vndder dend Lande Bræd, Och fandt der Ly, oc leylig Stæd, Huor hand met Ancker kund bundde, Der kom paa Klippen saa vildde Mend, Som alldrig nogen tilforn haffde kend, De brugte saa vndderlig fore. De nicked oc bucked met anddet slig Spill, Dend Høffuitzmand bød dem Venligen til, Om de hannem bje tore. Hand lagde dem frem vdaff sit Gods, Knjffue oc Speyel, oc anddet der hoss, Mand tenckte dem skuldde vell houffue. Tegned oc vjste vaar Vænlig oc bljd, De skuldde kun friligen komme djd, De vildde dem holdde god louffue. De saae det vaar saa broget oc smuct, De huldde sig til, stoe dog paa fluct, Om nogen Mand vildde sig røre. Huad mand dennem bød, de tegnedt dær ved, Mand skuldde det lægge paa Jorden need, De vildde ey hendde det føre. Vaar det, dem lysted: de toge det hen, Och lagde saa noget aff deris igen, Saa motte huer lade sig nøye. De duælde ey længge, men huld' sig der fra, Der' Vænskab de torde ey lide paa, Men vildde det først forsøge. Der de fornam det var i der' Acht, At tage aff Folcket met Vold oc Macht, De lode sig ey fortryde. Men samldis i hobe oc komme hær for, Och giorde dend Værn dem mulig vor, Met Slyngger at kaste oc skyde.