Tekstbase - kontekst
Du er på side 78 af 135 sider (Side 206 i forlægget)
Document Buttons
Dend Kiærling hun var saa Gammel oc leed
Huer Mand de frycted oc gruede ved,
Oc meente hun kundde vist tryldde.
Den vnge hun haffde it Barn oc Søn,
Der hialp icke Graad, ey skrjg eller Bøn,
De motte til Skibben fylge.
Siden giorde de dem end meere Fortreed,
Tog deris Vare, reeff Hytterne need,
Och lode slæt intet bliffue.
Det Folck, som laa vdi Fiælster oc Vraa,
Met Fryct oc Sorrig de saae der paa,
Til Værn torde de ey griffue.
Men lydde oc lured, oc saae sin Tjd,
De kundde med leylig Aarsag oc Ijd,
Dem noget behænddigt giøre.
De grued fast for deris blancke Suær,
For skyden oc buldder, oc andden slig Fær,
Som de fick før alldrig at høre.
Siden bleff disse fræmmed dem fælle oc lee,
Mand kundde dem siden ey høre ey see,
Saa længge de laa der i Haffne.
Thi stjgde Forbiszer paa høyeste Klindt,
Besaae det Land hæn runden om trindt,
Om der vaar ey meere hans Gaffne.
Dend Soel hun skinde saa hæll oc fuld,
De Fiælde de glimmed som rødeste Guld,
Det vaar dem en hiærtens Glæde.
Men da mand siden der om forfoer,
Saa vaar det kun jdel Steen oc Jord,
Der ringge haffde at sæde.
Och da de acted der vaar ey paa færd,
Det Tjd eller wmag kundde være værd,
Saa loed de dær' Anckere lætte.
Och seyled saa sig, langs Landdet need,
Besaae all Leylighed hæn paa reed,
Før de vildde nogenstæds sætte.
Dær fandt de en Fisk saa stoer oc leed,
I Haffuit vaar død, djd dreffuen paa reed,
De saae slig allderig føre.
