Tekstbase - kontekst

Vrtterne ere som andden Moesz, Der kand ey nogen som der boer hoesz, Der aff føde Koe eller Oxe. Dog vilddeste Diyur som vant er ved, Findder mand der baade raske oc fed, Smaa Harer oc mechtige Biørne. Vlffuen hand haffuer sin rætte gang, Och Hiorten hand holdder sig paa det fang, Maa gnaffue bod' Steen oc Tiørne. Hundde haffuer de som Vlffuen hin graa, Dog kand de tuingge ham Seelen paa, For Sluffen saa maa hand drage. Det siunis at være een vndderlig Sag, Folcked er vjldt, oc Beesten er spag, Hund kortter sin Herris wmage. Dog haffuer bod' Beest oc Folck it kaaer, At Himmel oc Landdet det er dem haaer, Dog Vanen kand meget ondt ljde. Mand meener der op bedr er bedre Land, End det hæn imoed grummiste Strand, Som kuldden oc Bøllen de bryde. Och lader sig see paa Hytter oc Boe, De kand dær ey haffue lang huile oc Roe, Dær kiænddis slæt inggen Væye. Och icke kand Huss eller Klæde dracht, Dem hæle eller skyffle mod Vinterens macht Naar Sneen læggis i læye. De tegned oc loed dem klarlig forstaa, Der var it Folck langt meere formaa, Barr Gylddene Spang vdi Pandde. Haffde kaastelige Klæder, bod' Eye oc Gods Och menis, at disse skall bo der hoss, Och drager sig need til Strandde. Om Sommeren de met Bue oc Baaed, At søge sin Næring oc andden Forraaed, De kand sig met Vintteren nære. Och være saa andden baade Folck oc Land, Som Vædsler dem aff huad biærris kand, Och skaffer huad de begære.