Tekstbase - kontekst

Och voxte saa huer Dag banggere kaar, Och Tjden hun lacked flux vd paa Aar, Dær vaar ey lang Stundder at bjde. Thi acted de flitig baade Land oc meed, Huor meget at Solen vaar skreden need, Och Lædinggen op monne stje. Med andden sljg Sager oc Merckketegn, Dæm kundde ledsage til samme Eegn, Om de dend tjre skuld' friste, De saae sin Effne, oc lagde der fraa, Och lode tilbage adt Søen staa, Dend Kaaesz de fuldeuæl viste. Leedsagede sig saa hiem til Land, Met hulddet Skjb oc heelbrede Mand, Loed Konggen alld Leylighed vjde. Det vaar hannem kiært och tæckeligt, At Landdet vaar kommen i syne och Sict, Mand kom der vell til med Tjde. Men Lycken hun Danmarck ey blider' vaar, Dend HERre kort effter lagdis paa Baar, Saa manggen til Sorrig oc Qujde. Dend Høffuitzmand sætte til Liff oc hallsz, Saa vaar der ey mangge anddre til Vallsz, Sljg Reyse lysted at rjde. Saa stoed det da hæn bod' Dag oc Tjd, At GVD oc Lycken er vorden oss bljd, Och sæt hans Søn vdi Throne. Hand er en Herre, GVD styrcke hans mod, Der lyster met Hiærte, met Haand oc Fod, At meere dend Danske Krone. Ham faldt vdi førsten ind manggen Sag, Som skaffet vell Omhue oc andden Wmag Før hand fick dennem i lawe. Hand vaar saa ljden, hans Fader bleeff død, Dog loed hand ham indden slig Sorrig oc Nød Saa HEderlig sætte i Graffue. Och ridde sine Systre saa hærlig aff Boe, Baade Wmag oc Fljd vendde hand dær poe, Med Konggelig Skatt i Skrjne.