Tekstbase - kontekst

Den Fæstning hun ligger hen ved ded Vand Hender tuingger slæt ingen Værdens mand, GVD vocte hend' ellers fra Vaade. Och voxer endnu saa Aar fra Aar, Och bliffuer bestandig men Danmarck staar Derr giør hendde inggen Skade. Hen Øster i Blekingh paa Awskære Næesz, Huor Bøllen hun bryder, oc Vindden dend blæesz Loed bygge paa ydderste Næbbe. Saa stærck en Fæste, oc By der hoesz Och lagde der til baade Eye oc Goedsz, At dem skuldde allderig glippe. Dend skinner saa langt i vilddene Strand, Paa Callmars Kaaesz, oc deris Farruand, Som vildde at Suærrige sætte. Dær kand mand tælle de Skjbe paa Reed, Och mynstre dem vd huært i sin Steed, Om de met Danmarck vild' trætte. Hand kaldded dend Fæste til Euig Aasaffn, CHRISTIANOPEL aff Eigne Naffn, At det skuldde Euige bliffue. GVD giffue der baade Folck oc Stæd, Lycke oc Raad fæmb Tusind Leed, Saa kand dæm inggen fordriffue. I Kiøbendhaffn bygde hand Rjged til gaffn, It kaasteligt Tyghusz oc drabelig Haffn, Dæm fyldde med Skytt oc Skjffue. Hand Croned det Slaat met Spjr oc taarn, Det stoed dær ræt allderig sligt tilfaarn, Dænd Ære maa mand det giffue. I Nørre Skowe i skønniste Leed, Loed Fader hans bygge, som huær mand veed It Konggeligt Slaat aff Grundde. At det skuldde være Kong Freedrichs Baaer, Och alle der' hiæm, som Kongger vaaer, Naar dennem gaffs Roe oc Stundde. Det tog hand moxen hæn ned i Grund, Forøgte oc meeret det manggelund, Som inggen Mand førre trode.