Tekstbase - kontekst

ALmectige gode Gud, du som est de skrøbeligis styrcke, de siugis helbrede, de trættis krafft, de bedrøffuedis trøst, de sorgefuldis glæde, de forladnis tilfluct, de fristedis hielp, de dødis Liff, all Taalmodigheds oc trøstis Gud. Du seer oc vedst, at wi ere aff Naturen skrøbelige, vanmectige, forfærdede oc mistrøstige, oc kunde icke bestaa i Kaarss oc Bedrøffuelse vden din Guddommelige hielp oc bistand. Derfor raaber ieg til dig, naar du tilskicker mig Siugdom eller anden Modgang, effter din Guddommelige vilie oc behagelighed, at du da vilt oppeholde mig der i, stadelige i Troen, oc bestandig i Taalmodighed. Forlen mig naade, at ieg kand fordrage oc lide din Faderlige Haand oc Optuctelse, met en sactmodig Aand, oc stille Hierte. Giff mig Taalmodighed, huilcken mig er storligen fornøden i Modgangs tid, Oc lær mig, at ieg holder stille hoss dig min Gud, naar det gaar ilde til, paa det ieg icke skal acte saadan bedrøffuelse oc Modgang, for it Tegn til din vrede oc wgunst, oc icke knurrer noget imod dig i mit Hierte eller bliffuer wtaallig, men lad mig kiende, at huilcken du HErre haffuer kiær, den samme tucter du ocsaa til sin forbedring, Thi Kaarsset føder Taalmodighed, Taalmodighed giffuer Forfaring, Oc forfaring giør Haabet, Men Haabet lader icke beskemmis. O salig er den Mand, der du HERre straffer. Derfor skal ingen vegre eller vrie sig for den Almectigis tuct, Thi du saar giør oc forbinder, du skader oc slar, oc din Haand helbreder oc læger. Aff sex bedrøffuelser skalt du frelse mig, oc vdi den siuende skal intet ont røre mig. Saa hielp nu euige Barmhiertige Gud, at ieg i Taalmodighed fatter min Siæl, oc bliffuer waffuent oc wryggelig i it fast oc vist Haab. Paa det at ieg met en Sønlig Tillid kand kiende dit Faderlige Hierte, som er skiult oc forborget vnder det hellige Kaarss, oc met all krafft bliffue mectig oc sterck, effter din Æris oc Herligheds store mact, oc at ieg kand staa beuebnet i all Fristelse, modgang oc pine, met all Taalmodighed oc Langmodighed, oc gladelige