Tekstbase - kontekst

som det var venligt (for – så sandt Gud elsker mig og støtter mine studier – i den grad kappes formfuldendt lærdom og et sind fuldt af ægte hengivenhed med hinanden i det), et brev i hvilket den litterære armés mest fremtrædende hærfører, som for længst har udgivet et ikke ringe antal monumenter over sin guddommelige begavelse og mangesidede lærdom, og derved skaffet sig et fornemt ry og et stort navn blandt alle lærde og studerede folk, nemlig vores charmerende ven Hermann Tulichius, i detaljer har afbildet og portrætteret sin ven Petrus Parvus, som han slet ikke kender af udseende, med din pensel, men med sine egne farver og sin egen kunstfærdighed (især hvad lærdom angår) – ikke som jeg er, men som du med den vældige hengivenhed du omfatter mig med, ønsker at jeg skal være, eller håber at jeg med Guds nådige hjælp skal blive, og som han (ud fra det langt mere kærlige end sandfærdige portræt du har givet af mig) tror jeg er. Ham agter jeg engang, med hjælp fra den hellige trøstende ånd (som jeg for længst fuldt ud har hengivet mig til) sammen med altings højeste fader og hans højeste søn og ligeværdige Gud, så vidt jeg formår – min lidenhed taget i betragtning – at sende min tak. Og hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, vil jeg ganske bestemt sørge for at møde ham personligt, og med ham også den belæste Petrus Mosellanus, der nu, siger rygtet, med stor hæder underviser i latin og græsk i Leipzig, den lærde Philipp Melanchthon, den teologiske doktor Martin Luther, der er berømt for sin sandhed i gudserkendelsen, og den fremragende mand, Johannes Raghius Aesticampianus, laurbærkranset digter og orator og en fremtrædende doktor i den hellige teologi, og alle de andre af vor tids fremstående professorer der i det for sin tresprogede lærdom vidt berømte Wittenberg og andre steder flyder fra veltalenhedens og visdommens rene kilde, og som jeg kender både fra deres bøger og fra din lovsyngende og sandfærdige pris – dem vil jeg både se og, hvis skæbnen engang tillader det, høre på når de lader ordene klinge. Men du, min kæreste Henrik, må holde op med at beære, eller rettere besvære mig så umådeligt med ros over for alle og enhver, lærde som ulærde: både for din egen troværdigheds og for min blufærdigheds skyld