Tekstbase - kontekst

den længe savnede Desiderius Erasmus af Rotterdam skriver) er lærde uden lærdom, og derfor forblindede af en foragtelig uvidenhed, der i forening med en overbevisning om at vide alt er det mest indbildske man kan tænke sig: for efter alle de ukyndiges almindelige regel anser de intet andet for rigtigt end det de selv laver: nedbrudte af sygelig misundelse står de med åbne øjne og nægter at se det klare lys og har ondt af (for nu at i al ydmyghed at slutte mig til en fremstående mand mening) at begynderne nu får en lettere og bedre uddannelse end de selv (om det skyldes deres egen forsømmelighed og dovenskab eller lærernes uvidenhed er ikke til at sige) har fået i deres unge år, lige som det plager dem voldsomt at andre kører i vogn derhen hvor de selv har måttet vandre på deres fødder. Eftersom du med rette, som ethvert lærd og godt menneske bør, afskyr denne pestbyld på menneskeheden (jeg tænker her på de indbildsk uvidende og misundelige), disse uhyrer der ikke har andet menneskeligt over sig end udseendet, må du (for nu for en stund ikke at tale om mig selv, som du har knyttet så tæt til dig med al din imødekommenhed og velvilje) alene af den grund regnes for værdig til en usædvanligt glødende taknemmelighed og hengivenhed såvel fra andre dyrkere af den sande dannelse som især fra vort hjemlands børn og unge mennesker, hvis de da vil dyrke de humanistiske studier, hvis de vil kaldes taknemmelige, og ja: hvis de uden at skamme sig vil kunne kaldes mennesker. Det kræver din venlige, din over for alle gode mennesker åbne og imødekommende velvilje, det fordrer dit skarpe intellekt, og det fortjener den flittige og energiske indsats du har ydet over for den gode litteratur, og som (må det være os begge til lykke og fremgang!) har bragt dig så vidt at du både kan og (hvis man skal tro Platon) bør skænke ikke alene dig selv, men også vores fælles fædreland stor hæder og nytte. Men din vilje til at forædle dit fædreland, denne beredvillige og ihærdige vilje, er der ingen der ikke kender, med mindre han ikke kan skelne sort fra hvidt. Den vilje har du med stor dygtighed givet en prøve på, lige som du med stort held (både tror og håber jeg) har givet et fremragende varsel om hvad det senere skal blive til, da du sidste år fik ordbogen med titlen Vocabularium Danicum, som oprindelig var trykt i Paris og derpå i Köln med en hel del trykfejl, genudgivet i en korrigeret og forøget udgave ved det vidt berømte universitet i Leipzig. Tillykke, Henrik, med din store dygtighed,