Tekstbase - kontekst
Du er på side 17 af 30 sider (Side 67 i forlægget)
Document Buttons
Snart er hans Øll for sterkt. Og Brændevjnen klared,
Med dyrbar Kryderj som skulde væred spared,
Dog det er jdel Snak den gamle Knurre-Pot,
Vil for sin egen Mund vel hafve noged Got.
Snart ligger Sengen slemt og Gulfvet ikke feyed,
Hans Stoel er ikke sat som den at settes pleyed,
Snart er hans Stue kold, snart Eemed ald for varm,
I hvad og Qvinden giør seer hun sin daglig Harm.
Knap nyder hun et Kys, med Sengen vil jeg tie,
Hun faar vel (uden Tak) til ham det lyster bie;
Snart giøer en Hund for sterk, snart vekker Barnet ham,
Da gaar det tys din Glut, det du faa Last og Skam.
O bort med dette Folk. Som ofver deres Bøger,
Snart hukker Dag og Nat, og Sengen sielden søger,
Før skuld et skærped Sværd udstyrte for min Foed,
Mit Legems røde Saft det dyre Hierte-Bloed.
Saa svatzed denne Møe. Moed hendes Moders Ville,
Hun viste mesterlig en hver med Svar at drille,
Snart hørde jeg min Lyst snart blef jeg splitter vild,
Fordi den Pige var med Daarlighed indbild.
En Hofmand og Poët var begge ljg at skatte
De hafde begge died den falske-Verdens Patte,
En Hofmand den skar op, Poëtens Skrifter løyg,
Saa sterk som Hiorten sprang og Falken snellest fløyg.
Det var et høflig Folk som artig kunde prale,
Og efter hver Mands Sind forblummed listig tale,
De lefled hvor de kam og hafde alle kier,
Samvittigheden var dem aldrig til Besver.
Poëten kalde tit de grimme Piger smukke,
Det største Brygge-Kar en liden Balsam Krukke,
Den svage Flue blefv en veldig Elephant,
Et lompen stykke Glas en dyrbar Diamant.
Hand giorde tit en Tøs som for sin Løn maa spinde,
Til Frøken og Princes ja Himmel-Lyst Gudinde,
Ud af den Mørke-Nat en Sølf-Pollered Dag,
Og af en snerped-Vind et Liun-Ilds-Torden-Slag.
