Tekstbase - kontekst

Af det hand nærmest har, med blæstet af sin Mund Og klapper for et Slik ved tungen af een Hund. Her seer mand jammerlig de saasom andre Bæster Paa alle fire gaaer og ned mod Jorden fæster Det Ansigt som vor Gud mod Himlen haver vendt Saa hart er Seenerne i Korsens Kiæde spendt. Her falder een, som af sin Hals som Hanen galer Een anden som et Sviin udgrynter sine Qvaler En Hvidsler, Hujer, slaaer, som Kalven brøler een Og skummer, banker sig til Jord, til Træe og Steen. I Vandet falder een, og kand sig intet vare Een anden velter sig i Luens grumme fare Hist kipper Hiertet; Een vil give Aanden op, Fordi hand langsom har spyt Lungen af sin Krop. Her Vaandis een, som er de klare Speile lige Af blanken Vatersot; hist høres andre skrige For Hovetværk og Vee for Sidesting og Saar For Vildelse; for Kræft; for Brud i Liv og Laar. Dog er det deres Trøst i deres mange Smerter At Gud har selv luckt op de milde Kongehierter De har med Huus og Ly, med Senger Øll og Mad Dem rigelig forseet, og giort i Kaarset glad. Ja! det som deres Siæl end meere Lyst kand giøre De Gudsords-Prædicken faaer dagligen at høre Guds Tienere med Fliid til hvert et Leye gaar Med Olie og Viin for deris Siæle-Saar. Ach! skal det komme end, det skal dog aldrig komme, Jeg veed det aldrig skeer, Kong Christian den Fromme Og Femte aldrig seer, dend Dag skal Opgang faae At Christi-Ledemoed skal Huusevilde gaae. Den ubarmhiertige Soldat hand haver suet Endog af deris Blod, indtil hand haver kuet Saa mangen fra sin Sted og Stavn for Skyld og Skat Saa Christi Arme de maa miste deres plat. Her ligger een paa Dør for øden Gaard og Arme Det Gud i Himmelen og Kongen sig forbarme.