Tekstbase - kontekst
Du er på side 13 af 17 sider (Side 160 i forlægget)
Document Buttons
Nulla salus tamen ex astris, tellureque nulla est,
Te, Tago, perpetuum sospitet, oro, Deus.
Dum loquor; heu tristis nimiùm mihi fama refertur,
Quòd modò præcipuus noster amicus obit.
Charior haud illo mihi, vixque fidelior alter
Suppetit, Ô nimiùm Mors inimica bonis!
Spero tamen quòd inanis erit tam concita fama,
Hoc meus in somnis nec monuit Genius.
Quàm lugubre foret charo hoc privarier astro,
Talia nam nobis Sidera rara micant.
Eurialo et Niso similis quamplurimus olim,
Tam tibi, quamque mihi, fidus amicus erat.
Quàm benè jam reliquos digitis numerabimus omnes,
Ambobus vix nunc unus et alter adest.
Tempora læta ferunt multos, sed nubila tollunt,
Fortunæ arbitrio stantque, caduntque simul.
Penè mihi solus superest sine felle, vel astu,
Qui perstet firmâ Frater Apollo fide.
Nec frustrà huic placidus roravit Aquarius ortum
Fixus, et humanus, Tardigradique domus.
Cum Jove, qui Venerem facit undique cingere Eöas,
Scandentesque fores; lux ea fausta micat.
Jupiter alternum paritèr cum Falcitenente
Hospitium mutans, plus gravitate juvat.
Mars etiam proprias aurati Velleris ædes,
Alterna è cathedra Sole receptus, habet.
Unde Animo est acri et rebus citus instat agendis,
Fortiter Herculei fertque laboris onus;
Quinetiam Stilbon Saturni limina grata,
Hujus et amplexu Soleque cinctus, adit.
Cumque sua Lunam gradientem Virgine, Trino,
Qui menti aspirat, respicit intuitu.
Inde magis constans habet, ingeniumque profundum,
Utque operæ precium nil, nisi grande, putet.
Hinc quoque judicio consultus prævalet alto,
Vulgus ut hunc nugis nil remoretur iners.
Ergò minùs mirum est, quòd nostro plaudat amori,
Hunc temerè ex Atomis nec putet esse satum.
Scilicet hic restat de tot mihi fratribus unus,
Qui capiat, quòd te non temulenter amem.
Men stjernerne kan ingen
frelse bringe, og jorden ikke heller.
Jeg beder til at Vorherre for bestandig ser i nåde til dig, Tage.
- Men mens jeg taler modtager jeg et alt for tragisk rygte:
at vores allerbedste ven er død.
En mere elsket, mere trofast ven har jeg nok ikke,
åh død, hvor er du hård imod de gode.
Jeg kan dog håbe på at rygtet - så voldsomt som det er - blir gjort til skamme:
min genius har ingen drømme sendt mig der gav varsel om det.
Hvor ville det dog være frygteligt at miste så dyrebar en stjerne
- sådanne stjerner er der få af på vor himmel.
I gamle dage havde både du og jeg talrige venner
så trofaste som Nisus og Eurialus.
Nu kan de få vi har tilbage tælles på én hånd,
- en enkelt eller to, fler er der ikke.
I gode tider er de talrige, i dystre få,
de kommer og forsvinder ligesom skæbnen veksler.
Den eneste jeg har, stort set, der stadig er mig trofast
- og uden onde bagtanker - det er min bror Apollo.
Det mærkes at den milde Vandmand vædede hans ascendant,
menneskelig og fast, den langsomt skridendes bopæl.
I denne venligt lysende konstellation, dér blinker også Jupiter
og han og Venus omgiver østens port fra begge sider.
Desuden styrker Jupiter besindigheden
ved gensidigt at bytte domicil med guden med den store segl.
Ja, også Mars står i sit eget tegn, det gyldne skind,
og den og Solen modtager gensidigt hinanden i deres højsæder.
Det gør ham vågen, hurtig, handlekraftig,
det gir ham styrke til at udføre et Herkules-arbejde.
Men også Stilbon træder ind i Saturns tiltalende hjem,
hvor han (omgivet af Saturn og Solen)
betragter Månen i trigon - mens hun, der indvirker på sindet,
vandrer i selskab med hans Jomfru.
Det gir hans ånd såvel dybsindighed som konsekvens,
så intet har værdi for ham, hvis ikke det er stort.
Og det gir ham en overlegen dømmekraft,
så den passive pøbels trivialiteter ingen vægt har for ham.
Derfor er det mindre sært at han bifalder vores kærlighed,
og ikke regner den for et tilfældigt sammenfald af små atomer.
Ja, åbenbart er han den eneste af mine mange brødre
der har forstået at min kærlighed til dig er mer end en beruselse.
