Tekstbase - kontekst
Du er på side 102 af 263 sider
Document Buttons
Oc slet fra Jorden op til Maanens Boolig recker,
Beskugger Folk oc Fæ saa viit som Verden strecker.
Du est et Element subtiiligt oc u-siunligt,
At du hâr aldrig Rooe, det er dog øjenskinligt,
Thi nu er været varmt, nu er det kalt oc luftigt,
Den ene Time tørt, den anden vaad oc fuctigt,
Thi Luften tage maa den Maane kold til ville,
Sin Ulf-skindskortel paa, naar hun det vil bestille.
Hun maa' oc nøgen gaa vil Soolen det befale,
Ja svie top oc taa, oc sig i Vandet svale.
End maa hun Kaaben sin den Vind til ville skære,
Oc trøjen kaste bort, dig Æole til ære,
Den er fuld læt til Fods sig i et Nu kand vende,
Gaaer med dig ind oc ud, ræt som din næste Frende.
Vel kand oc Luften puur (een deel deraf) forderris
Oc naar hun længe staar, kand sommesteds forverris,
Fornemlig indeluct paa de u-reenlig Stæder,
Hos fuule Creatuur, oc snefre sumpig stræder:
Ja oc i stille Vær, naar Jordens grøde raadner,
Oc døde Legemer paa Marken friit udtrodner.
Dog meest vor Synde-stank den sunde Luft forgjfver,
Giør Knect oc Herre krank oc dem i Grafven drifver,
Som os den hellig Lest vel hvisker udi Øre,
Dog Syndsens Kræsen Søn den Tale vil ej høre.
Hvad Gafn oc Nytte stoor det Element medbringer,
Skal komme sidst paa Bord, det best i enden klinger.
Endog at været er et Corper heelt oc holded,
Dog maae vi det ansee ret som det var trefolded,
Oc deele det saa hen i ort oc romme trende,
At vi det Element des bedre kunde kænde.
Den ofvrste Plats højt gaaer nest Ildens Regimenter,
Oc om de andre gaaer mod Bierge-topp' oc Stenter,
Fra Jorden to Miil højt sig ongefer den ender,
Der møder Skyen vaad, forfaren Mand det kænder.
Den samme Værets rom, friit varmer, reenser, tørrer,
