Tekstbase - kontekst
Du er på side 105 af 263 sider
Document Buttons
Jern, beg, Svogl, Aske, Steen, oc Lemmend mangefolde
Orm, krud, kriid, tudse, kiød, fisk, oc sligt tingest mere,
At det natuurligt skeer, vil ej min Musa lære.
Philosophia maae den tiid mig ej mis-unde,
At jeg de Lemmender, heel kort afritse kunde.
For Norden daarefield, da Vintren er for Døre,
Det i Octobri skeer at taag' oc fuct nedføre,
I stoor mangfoldighed, et Diur de Lemmend kalde,
Som største marke-muus (dog de er' u-liig alle)
Med fiire korte Been, end Muusens noget breder,
Paa Rumpen stub oc kort, liig Biørnen paa de Steder;
Men Kieften lang oc spits, med to par skarpe Tænder,
Som egern-tænder gridsk; naar du dem Kæppen vender,
De icke giøre Been, men fast paa Tanden liide,
Den rumpe mod en Steen, saa fast i Kæppen biide,
At du dem hviiste kand: de Hunden saare kunde,
Oc naar hand biider en, da sankes samme Stunde,
Saa mange der nær er', oc fast ad Hunden snerre,
Oc skriige gresseligt, som egerne, ja verre,
De er' at føle paa som gæsling ung oc liiden,
Men Farfven brand-gul er, soort-pleked ryg oc Siden.
Om det saa hender sig, den falder ned paa Vandet,
Kand den som anden Grijs sig svømme strax til Landet,
Hand bygger vinter-boe paa Muldvarpens maneere,
Giør mange Veje smaa; de Græs med rood fortære,
Saa Bonden faaer sin eng det først' Aar ej i lafve,
Naar Lemmend efter-høst, begynder den at gnafve,
Saa boer hand i sit Huus ret heele Vinters tiider,
Til Soolen liiflig varm, med Vaarens dag opskriider,
Oc locker græsset nyt af Jorden op den kaalde,
Naar Lemmend smager det, da maae hand trøje holde.
Thi skeede det ej saa; hand lagde bonden øde,
Oc inden Sancte Hans, aad op al Jordens grøde.
Som Sviin med Olden; saa sig Lemmend dermed fæder,
Oc den Lap-lænder arm for Hunger Flesket æder,
