Tekstbase - kontekst
Du er på side 108 af 263 sider
Document Buttons
Thi det natuurligt er al Vind er icke kaalder,
Den fuctig er oc kaald, som Cardo det forvolder
Naar saadan røg oc damp natuurlig viis opdrages,
Af anden Stue koold, en Perlament Aarsages,
Den Kuld ej stæde vil, de Gæster højt at stiige,
Natuuren siger jo, oc vil med Vold ej viige:
Naar derfor vinden blød, ej op, ei ned, kand lange,
Maa den dog strax af sted, oc siide-langs fremgange:
Med Jorden langs den far, oc reenlig Luften holder,
Nu stilles regn der af, nu regn Vind-stilling volder:
Hun tørrer Jorden ud, faar Bonden ploug i Haande,
Hand tacker billig Gud, hand nød den luftig Aande:
Den Møller søger Qvern, hans Arme fiire spille,
Hans Mielbing trifvis meer, end det var blickend-stille,
I Merset pøcker gaar, sin Knif paa lofve bruuger,
Skær løs det skonfar Segl, det platter paa de Luuger,
Den bedste Vindens tiid er efter Høst oc Vaaren,
Thi Soolen Vaarens dag oplucker da Røg-Aaren,
Mod Vinteren igien, naar Regn oc Sluud tiltager,
Da qvegnes vinden fast, sig megen Storm tildrager.
Den deilig Sancte Hans er som en mæctig Kæmpe,
Som med sin varme glants kand Vinden snarlig dæmpe:
Sanct Stephan det oc veed, med Kulden stærck at giøre,
Thi Frost oc Heede stoor, ej gierne Stormen føre.
Vel siide-langs at gaa, blæs Vinde to tillige,
Men er det tvert imod, da maa den Svage viige,
End er de Herrer to hver anden ej forvoxen,
Da legges Sverdet ned oc Vinden stilles moxen.
Nu findis stadig Vind som hâer sin visse tiide,
Som vor' Ost-inde-far oc andre noksom viide,
Den blæs en Maaned lang, oc Maaneder vel tvende,
Ja stundum halfv' Aars tiid en Part, før de sig ende.
Der varer Skif-herr paa, veed reisen saa at stille,
At hand fremkomme maae, naar Vinden er til ville.
Hos os i vore Land, Ornithiæ vel bruuse,
