Tekstbase - kontekst
Du er på side 109 af 263 sider
Document Buttons
De føre Svalen frem, oc rifve tag af Huuse:
hâr dog ej samme art, ej staar i visse Dage,
Thi ville vi dermed ej viider' os U-mage.
Men det er uden Tant, i Norge tvende vinde,
Fra det Stads-Haf i Noord, sig aarlig lader finde.
Først kommer Hafgul frem, med Majo varm oc bljder,
Oc varer immer hen, indtil Augusti Tiider:
Saa den af Hafvet ind, Noordvest oc vest til Norden,
Eengang (er været got) hver Dag blæs ind i fiorden.
Jo længer den opstaaer oc ud paa Dagen triiner,
Jo sterkre gaaer den an, oc skarp i tackel hviiner.
Tu tiimer eller tre den ret natuurlig varer,
Dog Stundom heele sex, førend den slet forfarer:
Naar Sool gaar biergegang, hâr Hafgul giort sin ville,
Saa træder anden frem, om det ej blifver stille.
Den anden Norske Vind, Hombacke Vind mand kalder,
Som med Etesiis de Hunde-dag' indfalder.
Den Vind' af Norden blæs, saa luftig stærk til maade,
Giør Noorfar god Geleid til Bergen med sin Floode.
Oc som den viise Græk Etesias beskrifter,
At de om Sommeren af Snee-fald sig begifver:
Saa gaar i Sandhed til, naar fieldet Snên for skyder,
Oc Soolen sticker heed, Hombacken først udbryder,
Det skeer ej Noord i Land før Hunde-Stiernen vinker,
Oc med sin hviide glands hos Solens Siide blinker.
Dog ligger vel den Snee for Noorden Bierge-Liide,
Oc paa de fielde-kam, som falt i Noe tiide.
De andre Vinde fleer' i tuure-tal fremskriider,
Regierer af oc til, i Aarsens fiire Tiider.
Blandt dennem findis dog, de fiire Hiørne-Vinde
Som stedse retter ud hves Æolus besinder.
Ders Herskab stræcker sig fra Verdens fiire Hiørner,
Hvor een hand reiser sig hans Vederpart der Tørner.
Der Østen drager fra, diid vil strax Vesten gæste,
Den Synden vil forsmaa, fuld vel tør Noorden freste.
