|
|
- Info
Tekstbase - kontekst
Du er på side
118
af
263
sider
Anders Arrebo: Hexaemeron (1618)
Anders Arrebo, Hexaemeron, København, Salamon Sartorius, 1618.
Anders Arrebo, Samlede Skrifter,
udg. Vagn Lundgaard Simonsen og Jørgen Glahder, København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 1965. Bd. 1, s. 1-263.
Document Buttons
O Noe, Noe good, hvor est du mig i Sinde!
Saa tiit paa Tafel-bord kand aldrig Terning rinde,
Jeg er jo i din Ark de Bylger med os drifver.
Jeg allerhøjest act paa dine Tanker gifver.
Som du fuldkommelig hâer fristet paa de tiide,
At Sindet iiler fast at Tanker løber viide.
Vel er det uden nej, din høje Roo oc Glæde
Var udi Himle-Choor hos Gud i høje Sæde.
Gud var dit Liif, din Lyst, din Fryd dit Liifves Herre,
Den bedste Tiids fordriif, for alt det til kand være:
Den Himmel rund oc blaa (der Sky lood af at bryste, )
Med sin Planete-lund dig kund' oc vel forlyste,
Good Fryd af Fugle-sang din Majus icke mangled',
Ah! Qvæg oc mange Diur i Arken stedse rangled',
Oc før hver blef bespiist, hvert Diur, hver Orm blef næred,
Hver sted paa adskild viis, da dagen var fortæred.
Dog naar dit Øje klart sig under Foden sænkte,
Naar du din fordum Stat i Verden siid betænkte,
At Jord ej for dig var, hvor Food sig kunde sætte,
I Vand stood Skof oc Lund, hvor ved du skulde hætte,
Din Ager drukned var, som bedst dig skulde føde,
Som tang paa Hafsens bund, stood al din Viingaard øde.
Dit Huus for Bylgen dref, som vrag i vilden Strande,
Vel femten Alne Luft ofvr højste Bierge-Lande.
Hvad da om Hiertet var, jeg nogenleds kand kænde,
Jeg som foruden Land hâer flødt i dage tvende.
Den første Dag var grum, (før Lius tog paa at skimte)
Min Skæbne var saa tung, at jeg mig self forglemte.
Som Barn i Moders Liif foruden Luft oc Aande,
Foruden Dag oc Dør jeg flød udi de Vande:
Dog fik jeg Luft i gaar, der jeg min kaas fremsætte,
Jeg ofver Hofved Huus da fik oc kom til rette.
Den Himmel brat oc blaa, det stærke Firmamente,
|
