Tekstbase - kontekst
Du er på side 185 af 263 sider
Document Buttons
I allerstørste glants, naar ingen sky kand skade,
Oc ingen mullen Luft kand hindr' i nogen maade,
Af Jern-rust fuul, du dog forblindis oc beteckis,
Saa din snee-hviide Kind formørckis oc forsveckis,
Naar du spatserend' er i den Eclipte-Linne,
Af Verdens Øje klart, at lade dig beskinne.
Thi det sølf-blanke Lius, som Soolen dig bereeder,
Dig strax berøfvis fra, naar Jorden mellem træder.
Hvorfor du blifver vred, paa Jorden ofvermaade,
Oc tænker stedse paa, at hæfne spot oc skade,
Saa naar du seer dit hold, i enden af en Maaned,
For Jorden Broder din, du mørkner oc giør daaned,
Oc mellem os oc ham, din mørke Krop indknifver,
Hvor med du Jorderig, for stycke, stycke gifver.
Dog din Formørkelse sig snart en Aarsag tager,
Din Broders tvert imod sig sielden meer tildrager,
Din egen daane-kind er vis udi det høje:
Men Soolens ickun er, et siunligt tusk i Øje.
Din Kind, fra Østen af, sin Lyd oc farfve fælder:
Men hans af Vester kant, det u-forskyldt undgælder,
Din dunkelhed gaaer paa, med iidel hviide Kinder,
Men hans tildrager sig, naar al din Skønhed svinder,
Din daanen er gemeen, mand den saa ofte prøfver,
Men Solens sielden skeer, som Himl' oc Jord bedrøfver.
Jeg ej beskrifve vil, formørkelsen den største
Som skeede fordum tiid, der Lius oc Liifsens Første,
Paa Kaarset undergik, at Soolen der ved daaned'
Alt mod natuurlig viis i højeste fuldmaaned.
Jeg tacker højt den Sool som lood sig saa forderfve
At jeg, mørkhedsens barn, et ævigt Lius skuld' arfve.
Den seldsom trappe-gang, som Phoebus fordum dage,
Med sin forgyldte Karm, til rygge maatt' oc Age,
Oc ofver Giboa hvordan hans Hæste hviilte,
Men Marskalk Josua, et nederlag bestilte,
Maa' oc tilbage staae: Mig natten ofveriiler,
Gaaer, Hesperus er nær, gaaer hen til Sengs oc hviiler.
