Tekstbase - kontekst
Du er på side 188 af 263 sider
Document Buttons
O staaer mig troolig bi, med eders sictig øje:
Frem Lius som liuse kand i Luft oc Sky hin klare,
Oc alle Hafsens Sand sig for min' øjne bare.
Du u-beskalled Fisk, som steds' i Luften glantser,
Vilt du i Vandet see, hvor dine Brødre dantser?
Da Titan bed om Lius, (om Maaneder hand fleere
Udi dit blaa Pallats, u-hindred vil spatsere)
Hand tænder sine blus oc Hesperum forbiuder,
At hand med mørke nat ej deres orden bryder.
Neptunus biude skal ofvr sin blaa klæd Tritone
Tromet at bruuge friit oc frydelig basone,
Jeg vild' oc det formaa', at Rosmer, Jucker, Nicker
Oc gandske haf-fru Chor, som Achelous fremskicker,
Saa fremt at ham skuld' ej med Becken Aa forbiudis,
Oc ham af Hercule sit øfrig horn afbrydis.
Men du almæctig Gud, som efter Guddoms ville,
Med eeniste munds ord kand højen bylge stille;
Den grummest' Æolum om mindste finger vinde,
Oc med et lidet nik, hans Storme-vinger binde:
Du, du Søø-Første stoor der fordum Fisken tæmde,
At hand i tanged-bug genstridig Jonam gæmde,
Tre dag' oc nætter tre til Lands ham mafve-førde,
Paa sandet puusted ud, ham ingen Skade rørde;
Vær du min Styre-mand, igiennem fiske-bolig,
Viis mig den mørk-blaa Stii, leg bølgen den uroolig,
Leed de Vand-borgre frem af deres Stæder fuctig',
Hiid Luft-indvaanre kald, af deres grentser luftig',
At dig i pennen min, hver Fisk i Hafvet priiser,
Hver Fugl i Luften far, tilbørlig lof beviiser.
I Kongelig Pallats, oc Herre-Sal med glæde,
Paa Spegl-klar Marmor gulf du lystig maat indtræde,
Du hvelning der kand see, forgyldt som rød-guul Lue,
Paa Veggen om oc om Tapeteri beskue,
Af Sølf oc væfved Guld, som Duue-feere blanke
Ja paafugl ære-fuld, naar de mod Soolen spanke.
