Tekstbase - kontekst
Du er på side 192 af 263 sider
Document Buttons
Med Hofved under Bug, en anden hob at vandre,
En skabis tyk oc rund, en anden flad oc langer,
Den hviid, den anden soort, forspætted, bunted ganger.
Hin Orden triiner frem, med Harnisk, Hielm oc Pandser,
Med Spiud oc hvassen Pik, en anden efter svandser;
Den tredi der imod, i tynde Leder-klæder,
Den fierd' i Skiort' alleen oc springe-leeg fremtræder,
En part foruden Mund, foruden food oc finde,
I Steen oc Klippe-malm sig digt forborger inde;
Saa Gud den stoore Gud ej skabte dem alleene,
Men deres Væsen oc med ophold vil betiene,
At i Natuuren saa deraf slet intet mistis,
Oc sindet mindr' ej maae end øjet der ved lystis.
Den een' i Søen salt, den anden fersk forblifver,
Den tredi u-forsagd sig ofver Grendsen gifver,
Forbytter huus oc gaard, nu sødt, nu salt behager,
I Hafvet Vinter boe, i Elfven Sommer tager,
Den fierd' oc al sin tiid i staaende Vand fortøfver,
Oc ej fra føøde-stafn, i fremmed Grendser løber.
Naar somme far paa Jagt, som Løven efter raabet,
Da somme skride sact, oc passe vel paa lobet,
Hin æder anden op, men denne gruud fortærer,
En anden tærer ej, med drik sig eene nærer.
Du grumme trolde-hval, du stoore Fiske-Konge,
Paa den Atlantisk' heed, forlucker øjne mange,
Du Røørhval, tocke-hval, du springere hin faade,
Hvad haer jeg seet dig før paa Alten fior at sprade!
Saa stoor oc lang du est, saa gridsk oc ond til Sinde,
Med skraal oc vræle-liud din kærist' hun at vinde,
Som høje lange skær, paa Søøen tiit du drifver,
Vel hundred' alne lang, forfarenhed det gifver,
Du mangt et Ecteskab foruden Stefning skiller,
Oc mangt et mande-mord self lægende bestiller.
Dog puuster du ej saa, oc Vand i Seglet gifver,
At stinkend Befver-geel, jo snarlig dig fordrifver:
