Tekstbase - kontekst
Du er på side 197 af 263 sider
Document Buttons
Af hvilken Venkærhed, Music-behag oc Ynde
Arionsfabel-verk haer (uden tvifl) begynde.
Det jeg fortælle vil; Op Musa, vær ej tunger!
Ovidius Poet der om saa for dig siunger:
Arion riig paa Guld, paa Ær' oc icke mindre,
I Latien fortient med Luut, lood sig ej hindre,
Til Lesbum Færne-land, sig ofver Søø at gifve,
Saa i den Grækske Luft, sin Lefnets tiid at blifve,
Hand sig om Boorde gaf, den Skipper icke kendte,
Sig dermed u-forseet i stor Besværing vendte.
Thi der de intet saae, som var med ham i følge,
Foruden Luften blaa oc højen salte Bølge,
Det troo-løs Baads-mandskab (end Vinden meer ustadig)
Paa et Frii-bytterie blef huuskut oc beraadig,
Hans Søpig de klædd' af, hans Trøje negst den skønne,
De til hans Skiorte smaa, hans røde Guld i lønne
Opnæste tørstelig, oc der de Skatten funde,
Mood Boorde rycte ham, at maale Hafsens Bunde.
Da raabte hand med Graad, ô Thetis Sønnerfriske
Som baade Vær oc Vind foracte, Pending-gridske,
Der nu den vaade Grund, den tørre nu bevaane,
Ah, ah! mit unge Liif, I Herrer maae forskaane:
Jeg beder ej om Guld, derefter jeg ej tracter,
Al min afplyndred Skat, mod Liifvet jeg ej acter,
Det hâer min søde Luut, oc mine Fingre lærde
Kort tiid forhverfvet mig, min Kunst mig det beskærde,
Parnassi Riigdom stoor oc Heliconis Ære
Mit beste Liggend-fæ, mit Liif mjn Lyst skal være:
Et beder jeg alleen', oc det skal Gud behage,
I ej med blodig Haand mig tage vill' af dage.
Jeg vil det saa formaae Pelorus høj oc moodig,
Cireners Trylleri, Tritonis Hoorne bloodig,
Oc self Neptunus med, skal eder aldrig skade,
I blik oc fluênde storm skal eder ej forlade.
Men kand jeg arme Mand (som nok er at formerke)
