Tekstbase - kontekst
Du er på side 199 af 263 sider
Document Buttons
Hand sagde: mæctig Gud, du som for Syndens onde,
Før giorde til en Søø det heele Verdens runde,
Dog (sagde hand) der hos for samme Flood forskaaned
Et otte-Siælet-huus, en hellig afkom kroned
Med stoor Barmhiertighed, som din højloflig Ære,
Ofvr Land oc vilden Strand, viidt skuld' udbred' oc lære:
O Vend, dit Øje hiid, ansee mig half begrafne
I denne salte-Søø, mit Skib foruden stafne,
Foruden kiølnen lang, foruden Roor min Snecke,
Du self, mig mæctig Gud, ved haanden secker trecke,
At jeg mod Strøm oc Vind, mod al Søørøfver-ville,
Med denne seldsom Hæst, paa Grækske Sand maa spille,
Saa vil jeg ofre dig, der læsker denne Smerte,
Min Luut, mit Harpe-spil, min røst, min haand, mit Hierte.
Den strand ved saadan sang, lod sine bølger fare,
Den mørke taaged luft, begyndte strax at klare,
At Hæst oc Rytter saae det Land de efterledte,
Oc loode diid ad staae, paa Lesbi strand-bred medte,
Med sorrig skildtis ad, den Hæst for Luut hin søøde,
Den Rytter for sin Hæst, som frelste ham af møde.
Kong Erick Ejegood, stærk, høj, som Saul ofvr alle,
En selsom Harpen-slaar, lod fordum for sig kalde,
Der med sin første Leeg, kom alle til at græde,
Ved anden sin Mutet, de sprung' af Lyst oc glæde.
Men ved den tredi part friit rased' oc blef galen
Hver mand i Sallen var. En selsom Harpe-pralen!
Med denne høbis maa' Arion nogenlunde
Det var baad' ont oc got, om fleere Konsten kunde.
Om laaden Sæl-hund graa, som ofte spil for Boore,
Om Marsviin tumlende, Mast-bryderen den stoore,
Hin skønnest' ædle Torsk, paa Norsk' oc Danske Heede,
Den herlig blancke Sild, med Lax den røød' oc feede,
Hvad? Riber Skulder tyck, de søøde Norske Langer,
Den Hælle-flynder stoor, hvoraf mand Rekling fanger,
Aal, Styrre, ja Makrel med Brosmen, Skade-vinge.
