Tekstbase - kontekst
Du er på side 77 af 263 sider
Document Buttons
Mand skal engang vel see de haarde Klipper befve,
De høje Bierg' af fryct smelt sig at lade kløfve,
Da huulen bryste skal, den Marke-dal med banke
Forsuulled kastis op, ofvr Skofv' oc trær de ranke.
Forkeered i huer andt: oc floderne fortørris;
Den øfrig vedske skal til Blod forandred hørris;
Det Haf skal brænde klart, den grumme hval i Strande,
Skal vræle lydeligt, forvilded paa det sande.
Den Dag skal være slet med Mørket om beringed,
Oc Himlens Ansict liust, med Dunckelhed betvinged:
Neptunus skal sig fast ofvr høje Skyen røre,
Da Phoebus Maanens karm skal højbedrøfved kiøre:
De Stierner falde ned: Nat larm U-ordning gifver,
Fryct, redsel, grusom Død opvartere der blifver:
Oc Guds forbittred Haand, ja, hans retfærdig Vrede,
Som Verdens Dommer' er, skal findis grum tilstæde,
At giør' af Verden al en Fyrbold snart at brænde,
Som hand ved Syndflods Mact, den første Verden skende.
Stiernkiiger' u-forskæmt for viidt hen ud I søger
I eders Almanach oc Ephemerske Bøger
Med Maaned, Aar oc Dag om Verdens sidste tiide
Naar dem tilslutte maae Saturni Porte viide.
Naar jeg der tænker paa, da gaaer jeg fra mig selfver,
Mit Liif er Krafte-løs oc Siælens Tale skelfver.
Heel falsk den regning er, credit det facit taber,
Alting forvirrer sig, I slet i Mørket staber
Med eders gissning løs: Guds Himmelske Secreter
For eder blifv' urørt, dog I besee Planeter.
Det Seirverk i Guds Haand, gaaer vist oc fast alleene
Hand hâr den Almanach med Guld-bogstaf hin reene,
I hvilken skrefven staaer, den stund oc dag til pricke;
Det skal mand eftersee, men forsee kand mand icke.
Da, da vist skal ô Gud, din kiere Søn udkaaren,
Som os til ævig Gafn, er Mennisk fød oc Baaren,
Triumphlig prange frem, af Himle-Thronen høje,
