Tekstbase - kontekst
Du er på side 80 af 263 sider
Document Buttons
Thi Helfved' hver sted er, hvor icke Gud vil være
Det slet fortvilte Pak, hoffærdig, stiif i Sinde,
Om de ej baate meer, os det de dog afvinde
At de nu veed hvor viit fra Himlen Helfved daler,
Thi de med eget spring saa lige reisen maaler.
Dog er end viidt derfra, at Satan svigte vilde
Ved denne haarde Straf, men sig fast meer forgrilde,
Paaslectende der i ret Øgelend en grumme
Naar den forstycked er med Sabelen hin krumme,
Dog truer den saa hart, forvundt sin Ondskab bøder,
I døden lader see hans gridskhed ingen døder.
Som Rhasis oc forvunt hâr giort i fordum Dage,
Hand ofver Muuren sprang, sin egen Hals at brage,
Af idel Gridskhed reef sig Tarmen' udaf Lifve,
Med Skarnet ofverslog dem hannem vilde gribe.
Fra den tiid Satan ond, den gramme Verdens Første,
Imod den gode Gud, hâr drefvet Krig hin største,
Oc stræbet mæctelig hans Almact at forsvæcke,
Fordunkl' oc ærens Lius hans Kirke-spiir at brecke.
Hand denne Stad sin Printz at røfve fra hâr vofvet,
Det Skib sin Styremand, oc Legemet sit Hofvet.
Men HErrens Majestet giør Sagen dog ret secker,
Den Undermining ej formaaer oc ej til ræcker.
Stormstigen gælder ej, Carthoen spil omsonster,
Paa den beankred Vold, her daaris alle Konster.
Hand friit bemøder sig Guds Lemmer at fortrycke
Men det med Hofvedet vil ham ej skee til Lycke.
Ej Fisker, Jæger grøn, Fuglfænger hâr saa mange
Garn, Kraage, Fugle-Liim, Diur, Fugle, Fisk at fange
I Vand, i Luft, i Skof, hvor saadant vildt spatserer,
Oc os, med deris Kiød opfangne, føder, nærer,
Som denne Fuuler Aand henlegger for dem alle
Bedragelig; at de fra Gud, til ham maae falde.
Hand veed sin Datter (Synd) saa præctig at staffere,
Saa hver i Verden er med hinde vil bolere.
