Du er her: Forside Tekstbase Lætus: De Nato (1577) Lætus: De Nato (1577), Side: 11 (84 i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du er på side 11 af 147 sider (Side 84 i forlægget)

Lætus: De Nato (1577) - LATIN Lætus: De Nato (1577) - OVERSÆTTELSE
Document Buttons

furoresue principum siue populorum insolentia ingratitudoque ac iniustæ actionis licentia cum immani scelerum impunitate ac contemptu Dei attrahat, quo vel solerter quidem ac ciuiliter deliberata vel magnifice constituta Dij immortales impediant, subuertant, pessundent?

Et quanquam ipsum hoc pio moderatoque regi graue profecto sit ac deplorandum <61> vnius veluti hominis fato vniuersam aut nominis memoriam aut generis seriem fatiscere, tamen acriores acerbioresque dolorum stimulos animis piorum principum subiecerit vehemens quædam ac diuturna de contentionibus tumultibusque cogitatio, quos sublatis regibus de successione plerumque exoriri ingrauescereque, vario equidem ac multo rerum euentu, probe compertum habent. Aut quem eius quæso rei latere vsus queat, cum omnes gentium regnorumque historiæ in conspectu sint eamque rem ita sub <62> lucem censurasque proferant vt, quantum ex eius generis ordinisque defectu atque orbitate existere calamitatis solet, ignorari nequeat ab iis qui oculos cogitationesque circumferunt, spectantque quid aliis in regnis gentibusque actum sit, functis sublatisque gubernatoribus qui absque sobole mascula mortis conditionem subiissent.

<63> Nec vna profecto tanquam in medio ostensa est ad tumultuandum via, cum qui generis necessitudinisque fiducia extincti locum ambiunt, seque in maiorum dignitatem suffici, idque iure aliquo fortasse suo, flagitant, qua aliquando propinquitatis spe interfecti Achillis arma <64> postulasse Aiacem scimus. Sed in istud se et alienos externosque nonnunquam temeritatis pelagus infundere vt, quoniam in theatrum deducta fabula est, aliquam eius vel partem saltent vel scenam expleant, quodque decidi prouenireque tessera labente possit, etiam cum vitæ fortunarumque periculo nitentes contendentesque operiantur. Honoris peti fastigia, quæ <65> dum vel consequantur victores vel interritos se consectatos esse perhiberi ab aliis queant, equidem nulla nec facultatum quidem nec lucis huius discrimina diffugituros. Successisse aliquando rem non minora tentantibus, nec sibi interclusos ad præclara aditus si fato comite fortunam vrgeant, fiduciæ speique omnis rationem in eo sitam esse si periclitari sortem velint. Ita vicisse multos, quod certare <66> ausi sunt. Vnam esse fortunæ rerumque omnium pernitiem, ignauiam, quam quocunque demum euentu viri fortes pellant.

Ita secum visa persuasaque occasione multi. Nec illi tamen semper aut loco nati summo aut facultatibus instructi aut clientibus

som en straf - hvad enten den så skyldes fejl og ubesindighed fra fyrsternes side eller deres undersåtters overmod og utaknemmelighed, deres lovløshed og grusomme forbrydelser og mangel på gudsfrygt. Herved hindrer, ødelægger og omstyrter de udødelige guder såvel klog og samfundsnyttig planlægning som fornemme institutioner.

I sig selv er det alvorligt og bedrøveligt for en from og besindig konge at han således selv, ganske alene, er skyld i at en hel slægt og dens navn dør ud. Men gudfrygtige fyrster pines dog daglig af en langt mere nagende smerte ved tanken om den situation hvor et land står uden konge og hvor der næsten altid opstår voldsomme stridigheder om tronfølgen, som kan få helt uoverskuelige resultater. Hvem kan være uvidende om at det plejer at gå sådan, når ethvert folk eller land kan illustrere det med eksempler fra sin historie? Hvor store ulykker der plejer at opstå som følge af barnløshed i dette samfundslag, må derfor være indlysende for enhver der forstår at bruge sine øjne og sin forstand, og har bemærket hvad der er sket i andre lande når regenter er gået bort uden at have efterladt sig en mandlig arving.

Dette kan erfaringsmæssigt ende i kaos og oprør på mere end én måde: Eet er at nogen med påberåbelse af slægts- og familiebånd gør krav på at komme til at indtage en afdøds position og opnå en forfaders værdighed - måske endda med en vis ret, som Ajax der som bekendt, på grund af slægtskab, hævdede at have ret til den dræbte Achilleus' våben. Men også udenforstående og fremmede kaster sig ofte ud på dette tilfældighedernes oprørte hav for at få en rolle, måske endda hovedrollen, i det drama der nu går over scenen. Mens terningerne endnu er i luften og ingen kender udfaldet, tager de hidsigt del i kampen, med livet som indsats. De stræber mod ærens tinder, og de vil sætte alle deres ressourcer, ja selv deres liv, ind på at nå dem, enten ved at sejre eller ved at opnå ry for frygtløshed. De ved at andre tidligere har haft held med ligeså store vovestykker. Derfor kan også de, hvis de prøver lykken og har skæbnen med sig, finde vejen til storhed åben. Grundlaget for deres optimisme og forhåbninger er selve ønsket om at udfordre skæbnen, og mange har sejret udelukkende fordi de har vovet at gå i kamp. - Kun uvirksomhed står i vejen for succes, så den må en tapper mand for enhver pris undgå.

Således tænker mange, når de ser muligheden byde sig - og det drejer sig ikke altid om folk af fornem slægt eller folk der er i