Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 118 af 147 sider (Side 302 i forlægget)
Document Buttons
quidam risu demulcere viri animum attollereque, nonnulli succenturiari verbis dictoque plausum dare.
Ille ingemiscens dolere ait se rei huius vim magnitudinemque non prius recte considerateque <613> perspexisse. Multo persuasum esse aliter, quosdamque instigatores etiam fuisse, qui si quid fortasse dehortati essent, nihilque suspicantem mali de periculis ac virginis istius quæ apparuerat conditione admonuissent, in hanc se necessitatem minime fuisse peruenturum. Summa sibi duo extitisse ad capescendum iter ferendumque mandatum argumenta: <614> alterum verba, quæ diuina appellabat, quibus cum nihil putaret inesse falsi aut impietatis, perferenda sibi ex mandato arbitratus est. Alterum metus, quod et vrgeretur sæpius et, ni munus hoc tandem obiuisset, formidauerit certe ab illa aliquando se in mare præcipitatum iri.
Ioco primum lusuque hominis simplicitas excepta est. <615> Inde dato dictis spacio consolati sumus senem beneque sperare iussimus: Non esse primum inter mortales se cui verborum phaleris rectique ac pietatis specie impositum a spiritibus malis siet. Vsu plane hac in re euenire quod Græcis est in prouerbio: "ἐχθρῶν δῶρα ἄδωρα," cum reprendi verborum forma nequeat, animus <616> tamen mittentis impellentisque Satanæ alio spectet quam verborum pictura respicere omnino videatur. Esse hunc antiquum consuetumque Diabolo morem: in paruis sibi fidem struere, vt postea certe cum mercede magna fallat. Id serpentem istum, veterem primumque filij Dei hostem, quærere, vt hac via rimam fenestramue <617> in ministerium doctrinæ euangelicæ aperiat, quam cum puram incorruptamque sonare inter nos videt, blanditiis sternit aditum furoribus, quibus postea horribili audacia et ministerij sinceritatem quatiat, et ortam nobis seruatamque doctrinæ lucem tenebris ac confusionibus inuoluat. Quod si in primo hoc sibi tentationis congressu rem succedere posse animaduertit, haud cessaturum paulo <618> post experiemur, qui nouis mandatis noua mala cumulet, eoque tandem deducturum calliditate esse rem, vt constitutam ecclesiarum ac professionis nostræ tranquillitatem erroribus implicet, veteresque maiorum lapsus nouis deterioribusque ruinis cumulet et penset. Triumphum pene
og opmuntrende smil til manden eller kom med tilføjelser eller bifald til talen.
Bonden jamrede og sagde at han var ked af at han ikke tidligere havde forstået sagens virkelige rækkevidde. Hun havde overbevist ham om noget helt andet, og andre folk havde også tilskyndet ham til det. Selv havde han ikke anet spor uråd, men hvis de andre i stedet havde rådet ham fra det og advaret ham om faren og pigens virkelige natur, så var han slet ikke endt i denne pinagtige situation. Der var især to grunde til at han var rejst afsted for at viderebringe hendes besked: Den ene var de ord som hun havde omtalt som guddommelige, og som han havde ment at han burde viderebringe som befalet, fordi han ikke forestillede sig at der var noget falsk eller ugudeligt ved dem. Den anden var frygt. Hun havde jo presset ham flere gange, og han havde været bange for at hun på et tidspunkt skulle komme og kaste ham i havet, hvis han ikke påtog sig opgaven.
Mandens enfoldighed blev i første omgang modtaget med almindelig munterhed, men da vi fik samlet os igen, trøstede vi den gamle og sagde at han ikke skulle være bange: Han var ikke det første menneske de onde ånder havde bedraget med smukke ord, under påskud af retsind og fromhed. I den slags tilfælde forholder det sig tydeligvis som i det græske ordsprog: "fjenders gaver er ikke gaver," for selv om man ikke kan sætte en finger på ordlyden, har Satan alligevel en helt anden hensigt med sine ord end det ser ud til på overfladen. Det er en gammel og velkendt facon hos Djævelen at skabe tillid med forskellige småting, for til gengæld senere at kunne bedrage folk med stort udbytte. På den måde forsøger denne slange, denne Guds søns allerældste fjende, at åbne en lille sprække ind i forvaltningen af den evangeliske lære. For når han ser den blive dyrket rent og ufordærvet blandt os mennesker, baner han med søde ord en vej ind i den for sit vanvid, og derigennem søger han med gruopvækkende skamløshed at ryste den oprigtige gudsdyrkelse, og indhylle lyset fra den åbenbarede kristne lære, som vi har bevaret hidtil, i mørke og forvirring. Og hvis han ser at han har held med disse første fristelser, får vi hurtigt at mærke at han ikke er den der vil holde sig tilbage: Han sender nye ordrer, der skaber ny elendighed, og han når i sin listighed til sidst så vidt, at han kan lade den ro og tryghed der kendetegner vor kirke og tro spinde ind i et net af vildfarelser, og lægge nye og endnu mere grusomme ulykker oveni vores forfædres gamle fejl.
