Tekstbase - kontekst
Du er på side 12 af 147 sider (Side 86 i forlægget)
Document Buttons
denique ac præsidiis excellentes. Sæpe et hosce illectos permotosque ad captanda magna scimus, quorum omnis certe rei gerendæ fiducia in audendo <67> fuit. Qui cum præter vitam perdere nihil potuissent, iactura huius maxima consectati sunt. Et quidem alia successere aliis, multisque vt temeritas inuisa ita prosper optatusque euentus extitit. Eius rei testes esse omnium et temporum et gentium historias, nec quicquam maiore rerum omnium admiratione legi.
Interea dum his indulgent multi studiis, seque vel inuitis Dijs istuc quo sperare <68> ausi sunt peruenire posse arbitrantur, cumque res omnis dubia grauique ac periculosa Martis alea tentanda sit, viaque vel per media regni optimorumque viscera ad fortunæ culmen aperiatur - quanta quæso laniena ciuium, quanta populorum strages, quanta militum licentia, iniuria colonorum, vastatio, luxus, quanta flagitiorum omnium lærna, quanta impunitas sentitur? Quantas Dei optimi <69> maximique offensiones, quantos telarum orsus ad noua semper eaque maiora profecto mala aspici necesse est? Moneri cunctos posse, non veteri tantum principum rerumque publicarum clade, sed recenti hac quæ in conspectu posita est regnorum maximorum calamitate.
Aut cui ignota incompertaque est Magnæ Britanniæ conditio? Quem non mouerit Polonia? Sed et Dania nostra ærumnas suas pertulit, dum extinctis <70> regibus vel furit plebs vel deliberat nobilitas, vel externi denique, arreptis confirmatisque ob dissidiam internorum animis, de imperij successionisque dignitate procaciter digladiantur. Ita præda facti acerbitatem iniuriasque aliorum multi perferunt, dum, propriis eque maiorum claritudine laudatis succedentibusue gubernatoribus destituti, alienam vel opem implorare vel violentiam crudelitatemque tolerare coacti sunt.
Hæc <71> pij reges, quorum et chara Deo et vtilis patriæ virtus fuit, cum mascula prole destituti cogitant, quantis quæso doloribus, quantis animorum difficultatibus atque molestiis hosce conflictari putes, cum ex eo non tantum generis interitum, sed turbarum contentionisque inter multos futuræ occasiones augurentur?
Pænam igitur et grauem profecto et calamitosam esse gentibus, ita e medio reges tolli vt, cum optimi humanissimique ac iusti vixerint, sine hærede masculo decedant, <72> nullamque ex iis videant
besiddelse af store rigdomme eller omgiver sig med mange hoffolk og vagter. De der har givet sig i kast med store bedrifter, har jo ofte udelukkende kunnet bygge deres forhåbning på deres egen dristighed, og da de ikke har haft andet at miste end deres liv, har det været det offer de måtte bringe for at opnå storhed. Men man kan få succes på mange måder, og også de der ikke bryder sig om dumdristighed har ofte alligevel held med at nå deres mål. Alt dette kan man finde bekræftet i ethvert folks historie til alle tider, og det er læsning der som intet andet kan vække forundring.
Når nu mange forfølger disse mål og mener at kunne opnå alt hvad de tør håbe på, selv mod gudernes vilje, og når det hele ydermere foregår på krigens uberegnelige og risikofyldte vilkår, og de højeste tinder kun kan nås hvis man på vejen træder riget og dets bedste mænd under fode - hvad bliver da ikke følgerne? Nedslagtning af borgere, folkedrab, hensynsløse og uregerlige soldater, overgreb mod bønderne, plyndringer, udsvævelser, en bundløs sump af laster, fuldstændig lovløshed, krænkelser af den almægtige Gud og hele tiden nye voldsudbrud der fører til stadig større ulykker! Denne erfaring kan enhver drage, ikke blot af de ulykker der er overgået fyrster og stater i gamle dage, men også af de tragedier vi i vore dage har set hjemsøge selv de største riger.
Hvem har ikke hørt om tilstandene i Storbritannien, hvem har Polen ikke gjort indtryk på? Ja, selv Danmark har måttet bære sine ulykker i perioder uden konger, enten fordi folket har mistet besindelsen, fordi adelige har dannet sammensværgelser, eller fordi udlændinge har set deres chance i den indre splid og uden skrupler har kastet sig ind i kampen om tronfølgen. På denne måde bliver mange ofre for andres grusomhed og overgreb, når de, i mangel af egne tronfølgere med en stor og glansfuld slægt bag sig, er tvunget til enten at bede om hjælp udefra eller at finde sig i de fremmedes grusomme og brutale opførsel.
Må denne viden ikke være anledning til dyb sorg og til inderlig bekymring og ængstelse hos gudfrygtige og retsindige konger, hvis dygtighed har været til gavn for deres fædreland og til glæde for Gud, men som ikke har efterladt sig mandlige arvinger? Ikke alene kan de forudse deres slægts uddøen, de kan også se frem til omfattende uro og konflikter i fremtiden.
Derfor er det en alvorlig, ja en skæbnesvanger straf for et folk, når en konge der har været enestående god, mild og retfærdig, går bort uden at efterlade sig en mandlig arving - uden at efterlade sig
