Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 13 af 147 sider (Side 88 i forlægget)
Document Buttons
subditi relictam sobolem, cuius eximia venustaque indole et patrias virtutes relucere augerique et suas sibi fortunas incolumitatemque crescere ac confirmari posse sperent.
†Esse hoc erga pios sapientesque gubernatores animo† vt, cum regum successione consulendum regnis sit, equidem ex illis principes ducesque populus plerumque deligat, quorum virtus digna quidem est semper <73> habita, quæ in ipsa filiorum nepotumque successione et maximam mehercle laudem et præmia amplissima consequatur. Ita et reges ipsi, cum periculorum magnitudinem fortasse cogitant, ob filiorum orbitatem lugent, et populus, cum rescissam frustratamque hæredis virilis spem animaduertit, propter sequentes, quod merito perhorrescat, motus contentionesque aliorum vehementer certe afficitur <74> et dolet. Id cum alibi frequenter factum legimus, tum in istis aliquando regnis fieri, vbi non hereditatis iure sed electionis arbitrio imperiorum successiones decernuntur. Plurimam profecto adfert nouandis rebus occasionem. Cum enim ita sibi quisque fortunam fingit, vt blandiri simul velit, quodque imaginari ausus est sperare etiam minime perhorrescat, euenit profecto ceu vinculis compingi <75> animi prudentiam dum cupiditati locus sit, eoque quo temeritas persuasioque spectat, impellat furor, auidaque rerum fiducia protinus insequatur. Nec necesse est exemplorum congerie notis inferre lucem rebus, cum et eo nonnunquam se infundat audacia, vt etiam hij quos imperij hæredes natos esse est cognitum probatumque bonis, parum certe, ob improbitatem ardoremque aliorum, tuti sint aduersus eos <76> qui, vt ipsi principatum affectant, ita pensi nihil ducunt quacunque via quibusque consiliis aut fictæ rationis impetu, qua cursus temeritati est, sine formidine progrediantur.
Certam igitur hanc esse fauoris Dei notam, regi pio iustoque ac liberali nasci filium qui patrem moribus, virtute ac fælicitate referat, eoque omnes animi curas studiaque vitæ destinanda putet, vt quam in patre singularem actionis erga subditos et in negociis consiliorum rectitudinem laudari referrique audit, eam quidem <77> et vitæ formam sibi iudicet et animi beneuolentia consectandique ala
en efterkommer hvis smukke og fremragende karakter kan give undersåtterne håb om at komme til at se faderens dyder genopstå med endnu stærkere lys og deres egne trygge forhold blive yderligere forbedret.
Som den herskende indstilling til fromme og vise regenter er, vil folket normalt, når der skal tages stilling til tronfølgen i et rige, udvælge fyrster og ledere blandt personer der altid har udvist så ædle egenskaber, at den hæder og de storslåede belønninger de selv har høstet også udstrækker sig til de sønner og sønnesønner der skal efterfølge dem. Derfor er kongerne selv bedrøvede over deres barnløshed ved tanken på de store farer det indebærer. Derfor påvirker og bedrøver det folket voldsomt når de ser håbet om en mandlig arving tilintetgjort, fordi de med rette frygter forestående opstande og stridigheder. Som man vil vide det fra litteraturen, har dette været et hyppigt fænomen mange steder, og det er det også i de lande hvor tronfølgen ikke er fastsat ved arvefølge men beror på et valg, hvilket giver særlig anledning til omvæltninger. For når enhver i sine forestillinger om fremtiden er villig til at smigre sig selv med store forhåbninger og uden betænkeligheder gør sig håb om at opnå alt hvad han overhovedet tør forestille sig - så bliver resultatet at fornuften så at sige lægges i lænker, for derved at gøre plads for grådigheden og lade galskaben være anfører på den vej som letsindigheden og indbildningen har udstukket, og en grådig selvtillid følger snart efter. Disse forhold er almindeligt kendt, og jeg behøver ikke belyse det med en hel række eksempler. Det samvittighedsløse vovemod går ikke sjældent så vidt at selv de der efter alle rettænkende menneskers mening er født til at arve tronen, på grund af andres uærlighed og ærgerrighed står alt for udsat over for folk der selv stræber efter kongemagten. Disse er fuldstændig ligeglade med ad hvilken vej, med hvilke midler eller indbildt forstandige planer og med hvilken dumdristighed det skal foregå - og skrider til værket uden frygt.
Omvendt er det et sikkert tegn på Guds nåde når en from, retfærdig og gavmild konge får en søn der ligner sin far i opførsel, karakter og medgang i livet - en søn der, når han overalt hører folk prise faderens enestående hæderlighed, både over for undersåtterne og i politiske forhandlinger, bestemmer sig for selv, efter bedste evne, at tage ham som rettesnor og lægge hele sin vilje og stræb
