Tekstbase - kontekst
Du er på side 137 af 147 sider (Side 344 i forlægget)
Document Buttons
enim annis ætate eum vinco) liberalissima beneuolentiæ ac fauoris declaratione complexus est - neque patriæ laudem honesto hoc et literario virtutis regiæ encomio maiorem videri æstimarique ab vllis velim. Sed cum talem eum Dij immortales imperio nostro præesse decreuerint, meque quod verum est filius Dei et boni omnis author et dati conseruator affirmare sciat, vitio equidem mihi nemo vertendum putet, si <710> illum patriæ nostræ gubernatorem ita celebrem extollamque laudibus, vti ipsum is virtute fideque ac vero pietatis incremento mereri posse videatur.
Vtinam vero - quod quidem a Deo optimo maximoque precibus liceat contendere - eius generis tum principe tum viro vtantur orbis Christiani regna, in quibus etsi multo illustrissimi genere famaque spectabiles, nullaque <711> interdum politica ac ciuili virtute vllis secundi imperant, vera tamen ac salutari Dei noticia relligioneque destituti et orbi, quid habent illi, quæso, quod de regnis, quid regna quod de regibus magnopere iactitent aut glorientur? "Aurum," inquit Augustinus, "vbicunque inuenitur, Dei est." Aufert igitur Ægyptiis vt eius faciat Israëlitas possessores. Ita orbis terrarum regna <712> peculium Christo sunt et hæreditas, parta obedientia, quam patri æterno reddit. In his igitur quid gubernatoribus faciendum nisi vt Christo filio Dei quod datum creditumque est subiciant, eoque conatus, studia, facultates, clientelas armaque et omnem maiestatis gloriam destinent et ferant, vt huic et fidei militet robur, et vitæ innocentia cum constante <713> nominis Christi et acceptorum ab eo beneficiorum confessione, in medio orbis ingrati ac diabolorum omnium, sine dubitatione et fremitu subiciatur.
In administrationem vocationis nostræ suo quisque loco missi sumus. Quid igitur Christianis sit reliqui, nisi ita defungi officiis, vt cum suas sibi quisque agendas partes sciat, tum seriam exactamque filio Dei iudici, arbitro et vindici reddendam dispensationis ac ministerij sui rationem putet? Non te istic maiestas <714> hic parta præsumptaque texerit: Nudus eris et solus, nisi quantum tibi aut co
er otte år ældre end ham), som udtryk for sin store velvilje og gavmildhed mod mig - ligesom hensigten med at give hæderen skriftlig form i denne lovprisning af kongen ikke er at gøre mit fædrelands berømmelse større. Men når de udødelige guder har bestemt at en sådan mand skal regere vort rige (og Guds søn, der skænker og bevarer alt godt, ved at jeg kun bekræfter sandheden), bør ingen tage mig det ilde op at jeg hylder og lovpriser ham som vort fædrelands hersker, sådan som hans smukke karakter, hans tro og hans oprigtige indsats for fromhedens styrkelse har gjort ham fortjent til.
Det er netop mit håb - og det er noget man med rette kan bønfalde den almægtige Gud om - at en sådan mand, en sådan fyrste, må komme til at regere i hvert eneste af den kristne verdens riger. For selv om deres herskere er af højfornem slægt og højt agtede, og selv om de som statsmænd ikke står tilbage for nogen, så mangler de dog religionen og den sande og frelsebringende erkendelse af Gud - og hvordan kan de så bryste sig af deres riger, og rigerne af deres konger? Guldet tilhører Gud hvor end det findes, siger Augustin. Derfor tager han det fra ægypterne for at bringe det i israelitternes besiddelse. På samme måde er verdens riger Kristi arv og ejendom, som vores lydighed skænker ham, og som han selv overdrager den evige Fader. Hvad er da disse regenters opgave andet end at overdrage alt hvad der er dem givet og betroet i Guds søns Kristi varetægt, og at sætte al deres stræben, hele deres virke, deres midler, deres private og militære magt og kongelige værdighed, ind på at kæmpe for ham med troens styrke, og på, uden vaklen og beklagelser, at være ham til støtte med et renfærdigt liv, hvor de til stadighed påkalder Kristi navn, i erkendelse af de mange velgerninger de har modtaget fra ham i denne utaknemmelige verden, hvor djævle truer overalt.
Vi er sat i verden for at forvalte hver vores kald. Hvad andet kan kristne mennesker da stræbe mod, end at udøve deres embeder på en sådan måde, at enhver kender sin egen rolle og holder sig for øje at han skal aflægge et alvorligt og nøjagtigt regnskab for sin forvaltning og embedsførelse over for Guds søn, vor dommer og befrier. Dér vil den ophøjede stilling som du har opnået og regnet med her, ikke hjælpe. Du vil være nøgen og ensom - med mindre
