Tekstbase - kontekst
Du er på side 14 af 147 sider (Side 90 i forlægget)
Document Buttons
critate æmulari velit. Ita videri minime mortuum esse patrem si, quam decedens suauitatem dignitatemque reliquit vitæ, in filio conseruatam hij sentiant, quorum fortasse salus cum huius imperio incolumitateque coniuncta est. Eius <78> præsentia successioneque multorum quidem, si non tolli odia, cohiberi tamen motus contentionesque posse, adeo vt, tacitis licet ardeant fortasse simultatibus, nusquam tamen manus ferant, quodque dolentes premunt taciturni deuorent, iramque, si non pudor frenet, compescat metus haud facile subrui posse eum <79> quem et subditorum fides et partum occupatumque iam regni culmen ex virtute fulcit. Odia externis obuia esse, raroque fidos animos qui inuiti parent. Ita et subditis concordia et regnis pace consultum est.
Quin et hæc nonnunquam sollicitudo mentem ferit, lectos aliquando reges virtutibus antecellere iis quos natiuitas domestica in ius <80> authoritatemque gubernationis intulit. At vero huius quidem generis et captum profecto rarum et eo fortasse periculosum esse quod, vt difficulter diuersi mores coeunt, ita dispar est animus agendi, cum aliud alij spectent, semperque angulus hiet quem certa honestaque publicæ vtilitatis ratio ac verus solidusque pectorum nexus cum beneuolentia non claudit.
<81> Incolarum quidem in id omnem spem procumbere, ne quid delectu fortasse damni capiat respublica - habendamque regi boni communis curam, dum ex æquo regnum omnibus gerat, nusquamque istos presserit dum tollat illos, lancesque non iusticiæ lingula sed priuatæ affectionis sacomate impelli propendereque omnino patiatur.
Externorum vero hoc plerumque esse studium, ne <82> quid desint suis, quorum sibi rationem propterea habendam censent, quod vel fortunæ in aliis iam gentibus periclitandæ sint comites, vel patrij status morumque ac consuetudinis haud ita facile non recordemur, cum semper vitæ ea imago subeat animum, quæ quidem paternis in laribus inducta confirmataque est necessitudine eorum, quos nobis aut studia communia aut singularis fauor vsusque morum ac pacis
somhed i forsøget på at leve op til ham. Derved kan det virke som om faderen slet ikke er død, når den mildhed og ophøjethed der har kendetegnet hans liv, efter hans død lader sig genkende i hans søn af de mennesker hvis hele lykke kan afhænge af hans forbliven på tronen. Tilstedeværelsen af en søn der kan overtage regeringen kan - om ikke fuldstændig udrydde den modvilje som mange måtte nære - så dog holde opstande og stridigheder i tømme: Selv de der i det skjulte gløder af jalousi vil aldrig gribe til våben, men må tie stille og bide harmen i sig. For lægger samvittigheden ikke bånd på deres vrede, holder frygten dem i det mindste tilbage fra de vanskeligheder der er forbundet med at styrte ham, eftersom han fuldt fortjent kan støtte sig både på sine undersåtters troskab og på den position som rigets øverste han allerede besidder. Indre stridigheder er til gavn for udlændinge, og de der kun modvilligt adlyder, er sjældent trofaste. Enighed indadtil og fred udadtil tjener således både undersåtterne og rigerne bedst.
En anden overvejelse der undertiden trænger sig på, er at valgte konger hyppigt har større evner end dem hvis adkomst til magten skyldes deres byrd. Men dels er mennesker af en sådan støbning sjældne, dels kan det også være farligt, eftersom forskellige vaner vanskeligt forenes, ligesom også indstillingen til hvordan sagerne skal gribes an vil veksle, fordi folk har forskellige formål. Der vil altid være en revne åben, som selv en urokkelig og ædel respekt for det almene vel og en sand og grundfæstet fællesskabsfølelse og imødekommenhed ikke kan lukke.
Indbyggernes største ønske er at staten ikke kommer til at lide nogen overlast ved et valg, og at kongen drager omsorg for det fælles vel ved i sin regering at tage lige hensyn til alle, og ved aldrig at undertrykke nogle og favorisere andre eller lægge sin egen forkærligheds, og ikke retfærdighedens, lodder i retshåndhævelses vægtskål.
Udlændinge derimod bestræber sig som oftest på ikke at svigte deres egne landsmænd, som de mener de bør tage hensyn til, fordi de nu er fælles om en usikker skæbne blandt andre folkeslag - eller fordi vi mennesker i det hele taget ikke har let ved at slippe vort fædrelands vilkår og traditioner af tankerne: Vi bevarer gennem hele livet de grundlæggende forestillinger som vi har modtaget og fået bestyrket i vort fædrene hjem gennem samhørigheden med de mennesker vi næsten fra vuggen har været knyttet sammen med - enten af fælles interesser eller af en særlig hengivenhed, en over
