Tekstbase - kontekst
Du er på side 22 af 147 sider (Side 108 i forlægget)
Document Buttons
est. Locuta, reuertique iusso, abiit <120> in mare.
Ille digressus rem celare primum, mirarique. Cumque censendis considerandisque hisce exercet animum, omnemque secum rationem putat, et pericula intelligit, quæ vel consciscere vel augere sibi parendo posset quod agricola, suisque tantum notus, obscurus cætera, isque senex et annum agens iam ætatis octauum supra sexagesimum, cumque <121> solus et nullo omnino confirmatus teste rei tantæ tamque inconsuetæ, et quidem parum gratæ multis, nuncium perferre iuberetur, cum et irrisum se et sannis ludibrioque exceptum iri negocium haud dubitauerit, cunctandum ratus quiescebat domi - hoc ipso anxius quod in alium rei huius suspectæque ac periculosæ necessitas deriuata non esset. Auxilium videri malo posse, si quacunque ratione pressum tacitumque silentio inuoluatur. <122> Spargi sæpe multa quæ, quod testimoniis minime subnixa sint, vel contemptu fatiscant vel sugillationibus exspirent, fidemque interea apud bonos perdant, dum credere incertis nolint. Ita, cum temere rumor crescat, despectu corruit, solumque id premij ficta habent quod et semper suspecta sint et nusquam firma durent. Fictis autem videri æqua posse quæ, certis destituta testibus, ita vulgus petunt vt publice traducantur. Facilitati temerariæ adiunctas pænas esse, meritoque putari stultum, vt et plecti iure, qui <123> se non legibus verboque Dei aut certa magistratus authoritate, sed insolitis suspectisque monstrorum studiis ad serendas augendasque rerum nouarum formas cogi impellique omnino patiatur. Fidem aliquando et iis quæ clariora essent derogatam esse, nihilque magis esse calumniis obnoxium, quam duci vrgerique affirmare se authoribus, quibus nec relligio authoritatem nec communis certusque vitæ vsus aliquod existimationis robur peperisset. <124> Iuuentutis studia placuisse grataque fuisse bonis, dolenter ferre, si in fabulam concedat senium prematurque odio, quod reliquum vitæ sit.
His moto perculsoque stupor veluti quidam iniectus est et formido aucta, vt quiescendum sibi duxerit nihilque tentandum etiam
hun havde talt, befalede hun ham at vende tilbage og forsvandt selv i havet.
Også bonden gik bort, og i første omgang holdt han historien skjult i forbløffelse over det der var sket. Han vendte og drejede sagen gang på gang, og forstod at han kunne udsætte sig for stor fare - eller forøge den han i forvejen var i - ved at adlyde. Han var jo en almindelig bonde, der ikke var kendt af nogen andre end sine nærmeste, og ovenikøbet var han en gammel mand, der allerede gik i sit otteogtresindstyvende år. Desuden havde han ingen vidner at støtte sig til, han var alene om at skulle overbringe denne højst usædvanlige og betydningsfulde historie, som mange mennesker ville blive mindre glade for, og han havde ingen vidner der kunne bekræfte den. Han var ikke i tvivl om at han selv ville blive leet ud og hans hverv ville blive modtaget med spot og hån. Derfor besluttede han sig for at se tiden an, og han holdt sig nu i ro derhjemme. Det der virkelig bekymrede ham var at denne mistænkelige og farlige sag ikke var blevet overladt til en anden - men han forestillede sig at det kunne hjælpe at tie stille og på enhver måde hylle sagen i tavshed. Det sker ofte at forlydender der ikke kan underbygges med vidner sygner hen i ligegyldighed eller dør bort i spot og mister enhver troværdighed hos ordentlige mennesker, der nægter at fæste lid til noget usikkert. Tilfældigt opståede rygter modtages kun med foragt og falder til jorden, og usandheder møder altid kun mistro og lever ingen steder længe - og ganske svarende til usandhederne bliver også det der spredes blandt folk uden sikre vidner som oftest udsat for almindelig latterliggørelse. Godtroenhed og ubetænksomhed har sin straf, og man kan med god grund kalde folk tåbelige - og retsforfølge dem - hvis de ikke lader sig lede af lovene, øvrigheden og Guds ord, men i stedet tvinges af sære og mistænkelige uhyrer til at så og udbrede nye ideer. I tidens løb er det ofte sket at selv meget anerkendte fænomener har mistet deres troværdighed, og ingen er mere udsat for bagtalelse end den der erklæret lader sig styre af personer der hverken har religionens vægt bag deres ord, eller besidder den anseelse som en almindelig og stabil livsform ville give. Han havde i sin ungdom vundet velvilje og anerkendelse blandt hæderlige folk, og det ville bedrøve ham meget, hvis han som gammel skulle opfattes som en nar, og være almindeligt forhadt i de år han havde tilbage at leve i.
Disse tanker nedsatte ham i en slags sløvhedstilstand og forøgede hans skræk, så han besluttede sig for hverken at sige noget om
