Tekstbase - kontekst
Du er på side 28 af 147 sider (Side 120 i forlægget)
Document Buttons
pitioque numine angustiis regina eluctata sit, nihilque eam aut ob maritum, <150> quem mærore occupari distinerique haud dubitaret, luctus sollicitaque cogitatio perfregerit, aut nexus laceratioque ac pressura diuturnior pugnantem enitentemque a fiducia mediatoris Christi ac vincendi spe deiecerit, excluserit, præcipitarit.
Et hæc quidem præcipua tum temporis fuere argumenta indiciaque multis sobolem masculam reginæ partu flagitantibus expectantibusque, quibus vt fides postea euentu <151> comprobante fuit, ita minime mihi prætermittenda erant: tum vt iusta concinnaque esset historiæ series, tum vt conseruata libris garrulitatem effugerent, quæ non præsentes tantum dementare affligereque, sed posteritati etiam molesta grauisque plerumque esse solet.
Interea, commorante Fridricksburgi rege, alia atque alia partim domi apud nos partim foris gesta sunt, quorum extare seruarique memoriam honestum est.
Militem præsidiarium cum in Liuonia <152> iam multo antea imposuisset arcibus, quas istic loci, data equitibus pecunia, qui [[approbante Sueco cuius illi fidem diu multumque secuti erant]] eas sibi deserendas esse arbitrati sunt, in suam potestatem redegerat, noua sub hyemem rex supplementa misit, eo nomine vt, si quid sibi mouendum Moscus putauisset, <153> eamque Liuoniæ partem quæ Danici iuris erat inducto per glaciem exercitu affligeret infestaretque, præsidiorum manu fideque submoueretur - aut si tolleranda fortassis obsidio esset, nullo equidem periculo munitiones militumque priorum fiducia atque alacritas conflictaretur. Missi autem nobiles erant et nostrates et ex Liuonia Germaniaque peregrini quidam qui militabant Dano. Eos <154> elapsa hyeme incolumes recepimus, cum difficultate temporis exclusus Moscus ducere exercitum in loca aquis fluminibusque obsita, haud potuisset.
Vrbem Gedanum tentare hortarique vt imperata faceret, Polonus cepit. Suadenti vrgentique cum res ex animo minime succederet, parare bellum, minarique obsidionem. Res in angustias ciuibus <155> deducta est. Leuia aliquot prælia interea commissa sunt, et quidem vno alteroue e Dantiscanis haud pauci desiderati sunt.
af disse bønner at hun med Guds nådige hjælp formåede at udstå farerne. Hun lod sig ikke knække af bekymring og smerte over den overvældende sorg, som hun erkendte at hendes mand følte. Heller ikke veerne og de stadige sønderrivende smerter, som hun stædigt kæmpede sig igennem, formåede på nogen måde at fratage hende tilliden til Kristus, vor forsoner, eller håbet om sejr.
Dette var de vigtigste tegn tiden gav de mange der ønskede og håbede at dronningen ville nedkomme med en dreng. Det endelige udfald viste at tegnene havde talt sandt, og jeg har derfor ikke ønsket at udelade dem her - både for at gengive det historiske forløb korrekt og for at bevare mindet om dem i en bog, og dermed sikre dem imod den snakkesalighed der ikke alene driver samtiden til vanvid, men også ofte kan være en belastning for eftertiden.
Mens kongen opholdt sig på Frederiksborg hændte der, såvel her i landet som i udlandet, forskelligt som man bør bevare et minde om.
I Livland havde han allerede lang tid inden lagt soldater i garnison på de fæstninger han havde fået tilbage under sit eget herredømme, mod betaling til ridderne som [[med godkendelse fra svenskerne som de længe havde stået i afhængighedsforhold til]] havde til hensigt at forlade dem. Hen under vinter sendte han nye forstærkninger, for det tilfælde at russerne skulle finde på at røre på sig. Hvis de sendte en hær over isen for at hærge den del af Livland der var under dansk overherredømme, skulle garnisonen være beredt til at kaste dem ud igen, og hvis det eventuelt skulle komme til en belejring, måtte befæstningen og de oprindelige troppers troskab og kampvilje ikke sættes på spil. De udsendte var både danske adelsmænd og nogle udenlandske fra Livland og Tyskland der var gået i dansk tjeneste. De kom hjem i god behold da vinteren var gået, for vejret havde holdt russerne borte: de havde ikke haft mulighed for at føre en hær frem, fordi floderne havde lukket området med oversvømmelser.
Polakkerne forsøgte på denne tid at opfordre og lokke byen Danzig til at adlyde deres ordrer. Da de ikke opnåede hvad de ønskede med overtalelse og pression, begyndte de at ruste sig til krig og true med belejring. Situationen blev kritisk for indbyggerne. Der blev efterhånden udkæmpet en række mindre slag, og i et par af disse mistede danzigerne et temmeligt stort antal mænd.
